Person slap uskadt fra fald ned ad Møns Klint
Tre personer på sheltertur kom søndag eftermiddag på afveje på Møns Klint ifølge politiet
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi rykkede søndag eftermiddag ud til Møns Klint, hvor der var meldinger om, at tre personer var faldet halvvejs ned ad klinten.
Det skriver politikredsen på Twitter.
Ingen af de tre kom til skade.
Vagtchef Joy Haensel uddyber over for Ritzau, at der var tale om tre personer, som var på vej til en shelterplads.
– De kommer ikke på afveje, men på den rute, de ville gå, var noget af stien oversvømmet. Og så forsøgte man at gå udenom eller en alternativ rute, og der er så en af de tre, som skrider ned ad skrænten, siger hun.
Vedkommende landede på et lille plateau og kunne ikke selv komme op.
– Så en person blev hejst op af brandvæsenet og var uden skader, siger hun.
Da politiet nåede frem, var de to andre personer kommet ned på stranden. Men vagtchefen kan ikke med sikkerhed sige, om de skred ud og selv kom ned.
Møns Klint rejser sig 128 meter over havets overflade, og klinten er omkring syv kilometer lang.
Ifølge TV 2 Øst var de tre personer en 17-årig og hans to venner, som var på sheltertur sammen.
/ritzau/