Erhverv

Parter indgår overenskomst for 10.000 i malerfaget

Mindstebetalingssatsen i malerfaget hæves med 4,5 kroner både i år og næste år, viser ny overenskomst.

Efter lange forhandlinger er der søndag blevet skrevet under på en toårig overenskomst for 10.000 lønmodtagere i malerfaget.

Det skriver arbejdsgiverorganisationen Danske Malermestre i en pressemeddelelse.

Aftalen indebærer, at mindstebetalingssatsen hæves med 4,5 kroner både i år og næste år.

Derudover skal arbejdsgiverne indbetale to procent mere til medarbejdernes pension, mens de ansattes bidrag mindskes tilsvarende.

Per Vangekjær, formand hos Danske Malermestre, er tilfreds med aftalen, som han dog kalder “dyr for arbejdsgiverne”.

– Der er tale om en ansvarlig aftale, der lægger sig op ad de forlig, der allerede er indgået på andre områder og samtidig tager udgangspunkt i malerfagets behov, siger han i meddelelsen.

– Vi har haft nogle gode forhandlinger, og der var fra begyndelsen en bred erkendelse af, at vi skulle lande en aftale og ikke ende i forligsinstitutionen, som vi tidligere har gjort.

Mere end 600.000 ansatte i private virksomheder har skullet forny deres overenskomst i 2023.

Det første gennembrudsforlig blev indgået på industriens område i februar.

Her blev Dansk Industri og CO-industri enige om nye overenskomster for cirka 230.000 lønmodtagere.

Parterne på industriens område vil hæve mindstelønnen med ni kroner i timen.

Derudover vil man forlænge barsel med løn med fire uger til samlet 36 uger.

Herefter fulgte finanssektoren og detailhandlen, som gælder for henholdsvis 41.000 og 150.000 ansatte.

Alle tre kan – hvis aftalerne stemmes igennem af medlemmerne – se frem til samme ændring i indbetalingerne til pension, som tilfældet vil være for de ansatte i malerfaget.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker