Politik

Pape glider af på S-spørgsmål om statsministerkandidatur

Socialdemokratiske politikere ville under afslutningsdebat vide, om K-formanden er statsministerkandidat.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, har meldt klart ud. Han er statsministerkandidat.

Statsminister Mette Frederiksen (S) er det selvsagt også.

Og så er der De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, som efterhånden længe har flirtet med tanken om at blive statsministerkandidat. Men som ikke har meldt sig officielt på banen endnu.

Under mandagens afslutningsdebat i Folketinget blev han grillet om spørgsmålet af et par socialdemokratiske politikere, nemlig Camilla Fabricius og Kasper Sand Kjær.

Fabricius synes, at det vil være rart at vide, om Pape er klar til at tage ansvar og håndtere de svære spørgsmål, som en statsminister nu skal.

Pape henviser til, at han har truffet mange svære beslutninger, som har været upopulære. Blandt andet fra sin tid som borgmester i Viborg.

– Jeg har ikke meldt mig som statsministerkandidat, og det kan jeg forstå, at der er stor længsel for, at jeg skal gøre, i Socialdemokratiet. Det må jeg så gå hjem og overveje, svarer Pape til Fabricius.

Sand Kjær vil vide, om Ellemann-Jensen eller Pape er blå bloks statsministerkandidat, da det næste folketingsvalg rykker nærmere. Det skal senest finde sted 4. juni 2023.

– Tak for den uendeligt store interesse for det borgerlige Danmark. Jeg er glad for, at det er sådan hos socialdemokraterne, siger Pape.

– Jeg har svaret på spørgsmålet. Lige i øjeblikket har jeg konstateret, at der er én statsministerkandidat på blå side, så har vi en statsminister, og så er jeg blevet spurgt om det spørgsmål, som hr. Kjær stiller mig, mange gange.

– Og jeg har bare sagt, at hvis det er aktuelt for mig at melde mig som kandidat, så skal jeg nok gøre det, inden der bliver udskrevet valg. Det kan være, jeg skal skynde mig, for jeg tror, det kommer lige om lidt, siger Pape med henvisning til Mette Frederiksen, der kan trykke på valgknappen.

/ritzau/

Back to top button