Overborgmester takker nej til krisemøde om dårligt arbejdsmiljø
R-borgmester beskyldes af ansatte for at have en utilregnelig ledelsesstil. Det skriver mediet Frihedsbrevet.
R-borgmester beskyldes af ansatte for at have en utilregnelig ledelsesstil. Det skriver mediet Frihedsbrevet.
Den radikale kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, Mia Nyegaard, beskyldes af en lang række ansatte for at have en utilregnelig og temperamentsfuld ledelsesstil.
Det har mediet Frihedsbrevet tidligere dækket.
På den baggrund inviteres kommunens overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) nu til et krisemøde om arbejdsmiljøet på rådhuset. Det skriver flere medier onsdag, herunder Berlingske og TV 2. Det har hun dog takket nej til at deltage i.
Sagen tager udgangspunkt i beretninger fra hendes ansatte, der blandt andet har kunnet fortælle, hvordan Mia Nyegaard skal have kritiseret dem “med grove ord og vendinger under møder”.
Ifølge TV 2, som også har dækket sagen, er flere ansatte gået ned med stress, brudt sammen eller har sagt op i forvaltningen som konsekvens af dårligt arbejdsmiljø.
Det er fællestillidsrepræsentanten for alle akademikere i Københavns Kommune, Tania Karpatschof, der har sendt et brev med invitationen til overborgmesteren.
– Kære Sophie. Det er nu anden gang inden for relativ kort tid, at vi i Københavns Kommune oplever en borgmester, der anklages for at ødelægge arbejdsmiljøet for de medarbejdere, de har omkring sig, lyder det indledningsvist.
Tania Karpatschof henviser til en anden sag, som involverede den daværende beskæftigelses- og integrationsborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard (V).
Hun trak sig i marts sidste år efter beskyldninger om dårlig ledelsesstil og krænkende adfærd.
– Nu har vi inden for relativt kort tid haft to sager, som har fået lov til at køre i alt for lang tid og med alt for store konsekvenser for medarbejderne.
– Alt for mange er blevet syge, og alt for mange har følt sig tvunget til at stoppe, og der må også være nogle borgmestre, der er dybt, dybt ulykkelige, siger hun til avisen.
Ifølge TV 2 er det Søren Hartmann, som er direktør i økonomiforvaltningen, som deltager i stedet for overborgmesteren.
/ritzau/