Erhverv

OVERBLIK: SAS jagter milliarder for at overleve

Som led i SAS' redningsplan skal nye investorer komme med milliarder af kroner.

SAS forsøger at gennemføre en redningsplan, der skal holde luftfartsselskabet i live. Planen hedder SAS Forward og blev præsenteret i februar.

Her kan du se et par af nøgle-elementerne i planen:

* Udgifter beskæres med milliarder.

SAS skal “aggressivt” på jagt efter besparelser for 7,5 milliarder svenske kroner årligt. Det svarer til 5,3 milliarder kroner.

* Medarbejderne skal spytte i kassen.

En betingelse for, at resten af SAS Forward skal fungere, bliver ifølge SAS-ledelse, at medarbejderne bidrager med at sænke selskabets omkostninger. SAS har sat et loft for, at bidraget forventes at udgøre under 20 procent af de samlede besparelser, der skal findes.

* Digital transformation.

Kundernes oplevelse skal forbedres gennem en digital forandring, og det skal kaste bedre regnskabstal af sig.

* Bytte gæld for aktier.

SAS vil forsøge at betale omkring 20 milliarder svenske kroner, svarende til 14,2 milliarder danske kroner, af sin gæld i SAS-aktier. Det skal nedbringe SAS’ gæld og udgifterne forbundet hermed.

* Søger nye penge.

Udover en nedbringelse af gælden vil SAS-ledelsen gerne have skudt ny kapital i selskabet. SAS leder efter minimum 9,5 milliarder svenske kroner, svarende til 6,7 milliarder danske kroner.

* Ejerandele fortyndes.

Når gæld byttes for nye aktier, og nye kapital skydes ind mod nye aktieandele, vil de eksisterende aktie-andele i SAS bliver fortyndet “substantielt”, som SAS selv beskriver det.

Selvom den danske og svenske stat ejer 21,8 procent af SAS hver, så har SAS indikeret, at der nok nærmere bliver tale om nye investorer.

* Ujævn start på redningsplan.

I forbindelse med sit halvårsregnskab for november til april (SAS har et skævt regnskabsår, red.) oplyste SAS, at redningsplanen har fået en hård start.

I regnskabet tændte SAS alarm-lamperne og skrev, at hvis ikke planen skrider frem med færre omkostninger, gæld, der byttes til aktier, og nye penge, kan SAS måske på længere sigt ikke betale sine regninger.

Kilde: SAS-regnskaber.

/ritzau/

Back to top button