Indland

OVERBLIK: Grindstedværket udledte giftigt spildevand i årtier

Sundhed og sygdom blandt borgerne i Grindsted skal undersøges igen. Det oplyser Region Syddanmark mandag.

En grim forureningssag har efterhånden hængt over byen Grindsted i mange årtier, og det ser ikke ud til at slutte foreløbigt.

Et enigt regionsråd har mandag aften besluttet, at man vil undersøge sundhed og sygdom blandt byens borgere på ny.

Forureningen af tusindvis af kubikmeter jord blev for omkring 100 år siden startet af Grindstedværket, der dengang producerede kemikalier.

Her kan du blive klogere på værket og dets historie:

* Grindstedværket blev grundlagt i 1924. Først producerede selskabet organiske kemikalier, men senere også lægemidler og vitaminpiller.

* Helt frem til 1960 fortsatte værket med at udlede giftigt spildevand, og det har efterladt tusindvis af kubikmeter jord forurenet.

* Op gennem 1940’erne og 1950’erne klagede blandt andre fiskere over forureningen af vandet omkring Grindsted Å.

* Frem til 1975 deponerede Grindstedværket også affald på byens losseplads.

* I 1990’erne udførte forskere fra DTU en række forskningsprojekter på byens gamle losseplads, og det blev konkluderet, at forureningen ville resultere i udsivning af kemikalier til grundvandet i århundreder frem i tiden.

* I 2018 indleder man for første gang en undersøgelse af sundheden i Grindsted. Man vil finde ud af, om det er forbundet med en større sundhedsrisiko at bo tæt ved de omfattende forureninger. Det er der ikke, slår forskere fast.

* Mandag har et enigt regionsråd besluttet, at man vil igangsætte nye sundhedsundersøgelser af borgerne i og omkring Grindsted. Resultaterne vil ligge klar i slutningen af 2023 og i begyndelsen af 2024.

Kilde: Grindstedforurening.dk.

/ritzau/

Back to top button