Indland

OVERBLIK: Domkirke fik også i 2014 advarsler om ansat

En ansat ved Vor Frue Kirke i København er meldt til politiet efter anklager om overgreb. Læs om sagen her.

En centralt ansat medarbejder i den københavnske domkirke Vor Frue Kirke blev i sidste uge hjemsendt, og nu bliver han også meldt til politiet.

Det oplyser kirkens menighedsråd i en pressemeddelelse.

Beslutningen er truffet, efter at Berlingske har talt med personer, som fortæller, at de har været udsat for overgreb eller seksuelle krænkelser af manden i 90’erne og 00’erne.

Læs mere om sagen her:

* I 2014 fik biskoppen i domkirken samt kirkens menighedsråd advarsler om en mand, der var ansat i en ledende stilling i kirken. Han skulle have forgrebet sig på et 12-14-årigt barn i 90’erne.

* Biskoppen greb ikke ind, men menighedsrådet valgte at melde den pågældende mand til Københavns Politi på baggrund af anklagerne. Biskoppen har siden sagt, at han ville ønske, han havde reageret kraftigere dengang.

* Anmeldelsen skulle foruden overgrebsanklagen have omhandlet det, der er blevet beskrevet som en årelang optakt med blandt andet berøringer.

* Den ledende medarbejder var ifølge Berlingske til afhøring i sagen dengang, hvor han angiveligt var indforstået med dele af indholdet. Han sagde, at han havde opfattet hændelserne anderledes end den forurettede.

* Sagen faldt dengang for en forældelsesfrist i den daværende lovgivning. Fristen, der blev afskaffet i 2018, betød, at sager om børn, som havde været udsat for seksuelle overgreb, blev forældet, ti år efter at barnet var fyldt 18 år.

* 22. maj 2022 bringer Berlingske en artikel, hvor anonyme kilder i kirken udtrykker bekymring over, at manden stadig er ansat og har kontakt med unge i forbindelse med sin stilling.

* Her har avisen talt med to andre mænd, som siger, at den ansatte også har krænket dem, men at kirken ikke blev orienteret om de sager.

* Samme dato får sagen stor politisk opmærksomhed, og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) går ind i sagen. Hun vil have undersøgt anklagerne samt biskoppens håndtering af sagen.

* Den ansatte bliver hjemsendt.

* 23. maj bliver det meldt ud, at advokatfirmaet Kromann Reumert i løbet af sommeren skal indsamle oplysninger i sagen og tale med tidligere og nuværende ansatte i kirken. Rapporten vil Kirkeministeriet så efter sommerferien bruge i en opfølgning.

* 26. maj oplyser menighedsrådet i Vor Frue Kirke i en pressemeddelelse, at det har holdt møde og besluttet at politianmelde den ansatte. Desuden vil kirken gå i dialog med ansatte, frivillige og præster om sagen og intensivere arbejdet med en handleplan mod seksuel chikane og krænkelser.

Kilder: Berlingske, Vor Frue Kirke i København.

/ritzau/

Back to top button