OVERBLIK: Danske F-35-kampfly har været over 20 år undervejs
Det første danske F-35-fly var flyveklar i 2021. Flyene forventes at være fuldt indfasede i 2027.
Udfasningen af de danske F-16-kampfly udskydes, og de bliver derfor på vingerne indtil senest 2027. Det oplyser Forsvarsministeriet mandag i en pressemeddelelse.
Indfasningen af arvtageren, F-35-flyet, fortsætter dog som planlagt.
Bliv klogere på Danmarks F-35-engagement her:
* 1997: Danmark går med i industrisamarbejdet omkring udviklingen af F-35-jagerne.
* 2005: Forsvarets Materieltjeneste inviterer flyproducenter til at komme med bud på Danmarks kommende kampfly.
* 2007: Et særligt projektkontor – Projekt Nyt Kampfly – oprettes. Det skal lave en analyse, der skal danne grundlag for politikernes valg af nyt kampfly.
* 2008: Finanskrisen indtræder.
* 2009: Daværende forsvarsminister Søren Gade (V) udskyder i to omgange beslutningen om typevalget til begyndelsen af 2010.
* 2010: Ny forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) lægger beslutningen på is.
* 2013: Kampflykonkurrencen genstartes.
* 2015: Projekt Nyt Kampflys rapport med beslutningsgrundlaget for typevalget er færdig, men låses inde, mens skiftende forsvarsministre fortsætter med at udskyde den politiske del af processen.
* Maj 2016: Regeringen peger på F-35 fra amerikanske Lockheed Martin som sit bud på Danmarks nye kampfly og anbefaler indkøb af 27 fly.
* Juni 2016: Et politisk flertal beslutter at købe 27 F-35-fly.
* 2017: Finansudvalget tiltræder et aktstykke fra Forsvarsministeriet og godkender dermed i første omgang at bruge 16,37 milliarder kroner til indkøb af flyene.
2021: Danmarks første F-35 er flyveklar og bliver overdraget til Danmark – men bliver fysisk i USA.
2022: Piloter og personale omskoles og uddannes på Luke Air Force Base i Arizona.
2023: Et nyt såkaldt F-35 Campus er efter planen færdigbygget i Skrydstrup, og de første danske F-35 ventes at lande i Danmark.
2024: Her skulle F-16 efter planen udfases. Det er dog udskudt, og F-16-flyene bliver senest udfaset i 2027.
2025: F-35 kan efter planen deltage i internationale missioner.
2027: F-35 ventes at være indfaset i Danmark.
Kilder: Forsvarsministeriet og Lockheed Martin.
/ritzau/