Kriminal

OVERBLIK: Dansk Jehovas Vidne blev anholdt under bibellæsning

Dennis Christensen har været Jehovas Vidne hele sit liv. I 2017 blev han anholdt for ekstremisme i Rusland.

Efter i alt fem år i russiske fængsler er det danske Jehovas Vidne Dennis Christensen tirsdag blevet løsladt. Det oplyser Jehovas Vidner.

Den 25. maj 2017 blev han anholdt under en bibellæsning med trosfæller.

Og i februar 2019 blev han idømt seks år fængsel for at fremme religiøs ekstremisme ved at have læst op af biblen under et arrangement for Jehovas Vidner.

Læs her om danskeren og om den russiske lov, der kan give ti års fængsel:

* Dennis Christensen er født i 1972 i København af forældre, der ligeledes er Jehovas Vidner. Han har været medlem af Jehovas Vidner hele sit liv.

* I 1995 flyttede han til Sankt Petersborg i Rusland for at hjælpe med etableringen af en bygning til Jehovas Vidner. Et par år senere flyttede han til byen Murmansk.

* Danskeren giftede sig i 2002 med russiske Irina. Parret flyttede til Orjol i 2006.

* En måned inden Dennis Christensen blev anholdt i maj 2017, afgjorde den russiske højesteret, at Jehovas Vidner er en ekstremistisk bevægelse.

* Afgørelsen betyder, at trossamfundet er på samme liste som nynazister, skinheads og terrorsympatisører.

* Trossamfundet må ikke missionere, praktisere eller eje og leje ejendomme i Rusland.

* Efter at Dennis Christensen blev varetægtsfængslet, skete det samme for andre medlemmer af Jehovas Vidner.

* Da han i 2019 blev idømt seks års fængsel for at fremme religiøs ekstremisme, var sagen den første af sin slags mod et medlem af Jehovas Vidner i Rusland.

* Det blev i 2019 skønnet, at der bor omkring 175.000 medlemmer af trossamfundet i Rusland.

* Loven har fået flere medlemmer til at forlade Rusland.

* Præsident Vladimir Putin udtalte i efteråret 2018, at loven om ekstremisme ikke burde tælle repræsentanter for religiøse grupper. Det førte dog umiddelbart ikke til nogen kursændring fra myndighedernes side.

Kilder: Berlingske, Jehovas Vidner, Ritzau og Amnesty.

/ritzau/

Back to top button