Politik

OVERBLIK: Amerikansk overvågning i Danmark er central i lækagesag

Claus Hjort har bekræftet, at Danmark lader USA få tele- og internet-oplysninger fra fiberkabel.

Regeringen vil ændre reglerne, der siger, at justitsministeren er det sidste led, når der skal rejses tiltale i sager om forbrydelser mod statens sikkerhed.

Regeringen og anklagemyndigheden ville tiltale folketingsmedlem Claus Hjort Frederiksen (V), men et politisk flertal har sagt nej, fordi tiltalen var hemmelig.

Hjort siger selv, at sagen handler om et fiberkabel, som Danmark lader USA tappe.

Læs mere om den sag her:

* Whistleblower Edvard Snowden afslører i 2014 via dokumenter, at en amerikansk efterretningstjeneste har en aftale med Danmark om at tappe et dansk fiberkabel med tele- og internettrafik.

* De danske kabler er vigtige, fordi der går meget international trafik igennem dem. For eksempel russisk, skandinavisk og tysk foruden selvfølgelig dansk. Der er tale om internetdata og information om telefonsamtaler og tekstbeskeder.

* I 2013 bekræftede daværende chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) Thomas Ahrenkiel, at FE deler data indsamlet “i et konfliktområde i udlandet” med USA.

* Han bekræftede ikke samarbejdet i Danmark. Ifølge aftalen bliver data om danske statsborgere sorteret fra. Men der er tale om en grovsortering.

* Aftalen skulle være indgået af den socialdemokratiske regering allerede i 1998 efter stort pres fra USA. Siden har skiftende regeringer opretholdt den.

* I 2020 kritiserede Tilsynet med Efterretningstjenesterne, at FE har tilbageholdt afgørende oplysninger for tilsynet. Det skete i en kortfattet, men opsigtsvækkende pressemeddelelse.

* FE-chef Lars Findsen, tidligere departementschef for Forsvarsministeriet Thomas Ahrenkiel og flere andre FE-ansatte blev hjemsendt. Siden blev de frikendt af en kommission bestående af tre landsdommere. Sagen har været hemmeligholdt.

* Alligevel blev Lars Findsen i 2021 sigtet i sagen, og anklagemyndigheden ventes at rejse tiltale.

* Claus Hjort Frederiksen blev også sigtet i 2021. Sigtelserne er hemmelige.

* Ifølge flere medier skyldes sagen det hemmelige kabelsamarbejde mellem Danmark og USA.

* Claus Hjort har flere gange tidligere bekræftet et overvågningssamarbejde mellem Danmark og USA. For eksempel over for Weekendavisen i april 2020, Berlingske i september 2020 og i et tv-program på TV 2 News i december 2021.

Kilder: Ritzau, Information, Politiken, DR Nyheder.

/ritzau/

Back to top button