Udland

Over 66.000 ukrainske mænd er rejst hjem for at kæmpe

Tusinder af ukrainske mænd er rejst hjem fra udlandet for at kæmpe mod Rusland, siger forsvarsminister.

66.224 ukrainske mænd er rejst hjem til deres hjemland for at kæmpe i krigen mod Rusland.

Det siger Ukraines forsvarsminister, Oleksij Reznikov, lørdag på Twitter.

– Det er så mange mænd, der indtil videre er rejst hjem for at forsvare deres land, skriver Reznikov i et opslag på sin Twitter-profil.

Han fortsætter med at skrive, at de hjemvendte ukrainere udgør det, han kalder yderligere 12 kampklare og motiverede brigader.

En brigade er en hærenhed bestående af flere tusinde soldater.

– Ukrainere, vi er udødelige, slutter forsvarsministeren sit opslag.

Rusland begyndte at invadere Ukraine 24. februar. Siden er soldater fra begge sider døde i kamp.

Tidligere har Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, opfordret alle ukrainere, der er klar og i stand til at gribe til våben, til at slutte sig til forsvarsstyrkerne.

I forbindelse med opfordringen sagde præsidenten, at regeringen er klar til at uddele våben til alle, der ønsker at få våben til at forsvare sig mod Rusland.

Ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) er over 1,2 millioner mennesker flygtet fra Ukraine i kølvandet på den russiske offensiv.

Der er cirka 44 millioner indbyggere i Ukraine.

Over halvdelen af de ukrainske flygtninge er taget til nabolandet Polen, der ligger vest for Ukraine.

Omkring 145.000 er taget til Ungarn, 103.000 til Moldova, 90.000 til Slovakiet og 57.000 til Rumænien, oplyser UNHCR.

Lørdag morgen dansk tid er der indført en lokal våbenhvile. Den skal sikre, at civile i de ukrainske byer Mariupol og Volnovakha kan blive evakueret.

Frem til klokken 15 dansk tid kan civile få lov til at forlade Mariupol. Det oplyser byens myndigheder ifølge det russiske nyhedsbureau RIA.

Rusland fortsætter i øvrigt den generelle offensiv i Ukraine, udtaler Ruslands forsvarsministerium ifølge RIA.

/ritzau/

Back to top button