Politik

Otte ud af ti mener at Danmark skal tage imod ukrainske flygtninge

Der er stor opbakning til sanktioner mod Rusland, og at Danmark skal tage imod flygtninge fra Ukraine.

Hvis der kommer en flygtningestrøm fra Ukraine til Danmark efter den russiske invasion af Ukraine, mener et stort flertal af danskerne, at Danmark skal tage imod ukrainerne.

Desuden er der stor opbakning til sanktioner mod Rusland, selv om det kan påvirke danske virksomheder og dansk økonomi negativt.

Det viser en Voxmeter-måling foretaget for Ritzau.

Opbakningen er ikke overraskende. Det mener politisk kommentator Hans Engell, der er tidligere forsvars- og justitsminister. Han var justitsminister under Balkan-krigene i begyndelsen af 1990’erne.

– Det er klart, at de meget stærke billeder, som danskerne i disse dage oplever i Ukraine, hvor kvinder og børn er på flugt, og hvor der er kamphandlinger i vores nærområde, at det gør et enormt stærkt indtryk, siger Engell.

84,6 procent af de adspurgte har svaret, at de er enige i, at Danmark skal tage imod flygtninge fra Ukraine. 8,3 procent siger nej, mens resten har svaret “ved ikke”.

Søndag deltager udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i et ekstraordinært ministerrådsmøde i Bruxelles. Her skal Tesfaye drøfte flygtningestrømmen fra Ukraine med sine europæiske kolleger, og hvordan den skal håndteres.

Siden invasionen begyndte torsdag, er der allerede indført en række økonomiske sanktioner mod Rusland.

87,1 procent af de adspurgte i Voxmeter-målingen svarer ja til, at Danmark bør støtte sanktioner mod russerne, selv om det kan få negative konsekvenser for danske virksomheder og dansk økonomi. 6,5 procent siger nej. Resten svarer “ved ikke”.

Senest har EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, foreslået EU-ledere, at visse russiske banker udelukkes fra det internationale betalingssystem Swift.

Udelukkelsen af russiske banker fra Swift vil ramme Ruslands eksportmuligheder yderligere.

Mens støtten er stor lige nu, så vil tiden vise, om den holder, siger Engell. Endnu er dansk økonomi ikke påvirket, og eventuelle flygtninge fra Ukraine er ikke kommet endnu, påpeger han.

– Under Balkan-krigene oplevede vi i begyndelsen stor opbakning og hjælpsomhed fra befolkningen. Men i takt med at krigen skred frem, og der lige pludselig kom mange til Danmark, og det blev svært at håndtere det, begyndte det at blive sværere med opbakningen.

– Det kan være, at vi på et tidspunkt skal diskutere bevillinger til Forsvaret. Så skal der måske reduceres på velfærdsområdet eller klimaområdet i stedet for. Det er først der, vi ser, om den danske åbenhed er så stor, som den ser ud til at være nu, siger Engell.

Målingen fra Voxmeter er foretaget fra 24. til 25. februar med svar fra 1034 repræsentativt udvalgte personer på 18 år eller derover.

/ritzau/

Back to top button