Sport

Optimistisk Magnussen: Det har været et rigtigt eventyr

Kevin Magnussen er meget tilfreds med sin comebacksæson i Formel 1, og han forventer mere fremgang næste år.

Da vi gik ind i 2022, havde Kevin Magnussen for længst lagt Formel 1-karrieren bag sig, men pludselig var han tilbage.

Efter en enkelt sæson i andre motorsportsklasser blev han hentet tilbage i kongeklassen af Haas, som sparkede russiske Nikita Mazepin ud efter Ruslands invasion af Ukraine i februar.

Det betød, at Kevin Magnussen sad i bilen, da sæsonen blev skudt i gang i Bahrain i marts, og det gjorde han med en bemærkelsesværdig femteplads.

Søndag sluttede sæsonen med en sidsteplads i Abu Dhabi, men Kevin Magnussen var alt andet end utilfreds efter grandprixet i ørkenstaten.

– Det har været et rigtigt eventyr i år, siger Kevin Magnussen til Viaplay.

– Det har været fantastisk. Vi har som hold taget nogle gode skridt fremad, hvilket vi havde håbet på, da vi fandt ud af, hvor god bilen var.

I 2021-sæsonen sluttede Haas sidst i konstruktørmesterskabet med nul point. I år hentede Haas med 37 point en ottendeplads, ligesom Kevin Magnussen i næstsidste grandprix sikrede sig karrierens første pole position.

På den måde er det gået fremad for Haas, og det glæder Magnussen.

– Jeg er spændt på at se, om ikke vi kan tage endnu et skridt fremad. Der er gode ting, der peger i den retning, og forventningerne er, at vi kommer til at forbedre os endnu mere i næste sæson, siger Kevin Magnussen.

Med ottendepladsen henter Haas markant flere millioner i præmiepenge, end hvis holdet sluttede som nier eller tier.

Det betyder, at holdet har bedre forudsætninger for at udvikle sine biler til den kommende sæson.

Kevin Magnussen får ny teamkammerat efter nytår. Mick Schumacher glider ud og giver plads til Nico Hülkenberg.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker