Erhverv

Onsdagens aktier: Mærsk endte i top og Pandora faldt efter regnskab

Onsdag var en af de større regnskabsdage, da indekstunge Mærsk leverede regnskab. Blandt C25’erne var der også tal fra Pandora, og uden for eliteindekset leverede blandt andet Sydbank regnskab.

Mærsk og Pandora løb med opmærksomheden og Mærsk endte i indekstoppen, selv om regnskabet fra Esplanaden med tilhørende opjustering i grove træk var kendt. Pandora præciserede sine forventninger, men placerede sig alligevel tæt på bunden af C25.

Eliteindekset, C25, endte med et marginalt fald på 0,1 pct. i 1730,38. Ude i Europa var der også typisk fald – det tre største indesk faldt mellem 0,1 og 0,6 pct.

– Generelt er aktiemarkederne både herhjemme og i det øvrige Europa afventende op til aftenens udmelding fra den amerikanske centralbank, siger senioraktierådgiver i Jyske Martin Munk til MarketWire.

MÆRSK FULGTE OP PÅ OPJUSTERING

En del af spændingen i Mærsk-regnskabet var taget ud på forhånd, da Mærsk i sidste uge opjusterede sine forventninger til helåret og satte kurs mod det største overskud nogensinde.

Blandt dagens nye tal er Mærsks bundlinje, der viser et overskud på 6,8 mia. dollar mod 2,7 mia. dollar sidste år. Omsætningen i hele koncernen landede på 19,3 mia. dollar i første kvartal mod 12,4 mia. dollar i samme periode i 2021, fremgik det sidste uge af de foreløbige tal. Det underliggende EBITDA-resultat løb op i 9,2 mia. dollar mod 4 mia. dollar i første kvartal sidste år.

For året ventes, som oplyst i sidste uge, et underliggende EBITDA-resultat på omkring 30 mia. dollar mod tidligere omkring 24 mia. dollar, viser det fulde regnskab.

Mærsk-aktierne endte i indeks-toppen med en stigning på 3,6 pct. til B-aktien til 21.000 kr.

– Efter telekonferencen er vi efterladt med det indtryk, at forventningerne er konservative og vi vil ikke afvise, at der kan være endnu en opjustering på vej – måske allerede i forbindelse med regnskabs for første halvår til sommer, siger Martin Munk.

PANDORA OPJUSTERER, MEN FALDER

Smykkeproducenten Pandora løftede sine forventninger til den nedre del af intervallet for den organiske vækst, efter at selskabet i første kvartal leverede en rekordhøj omsætning på 5689 mio. kr. og en organisk vækst på 21 pct.

Der var ifølge medianestimater indsamlet af selskabet selv ventet en omsætning på 5164 mio. kr. og en organisk vækst på 10 pct.

– Aktien rettede sig lidt efter telekonference, hvoraf det blandt andet fremgik, at den positive tendens fra første kvartal var fortsat i april, oplyser senioraktierådgiveren.

Underliggende er der måske bekymring for, om forbrugeradfærden i den resterende del af året vil blive påvirket af rente- og inflationsudviklingen.

Aktien faldt 2,1 pct. til 606,80 kr. Genmab faldt mest – nemlig 5,3 pct. til 2309 kr. uden noget selskabsspecifikt.

SYDBANK MED RESTEN AF REGNSKAB

Uden for C25 offentliggjorde Sydbank det fulde regnskab efter i sidste uge at have løftet sløret for en del af udviklingen i første kvartal.

I den forbindelse opjusterede banken fra Aabenraa sin forventning til bundlinjen til 1350-1550 mio. kr. fra tidligere 1150-1450 mio. kr.

Dagens fulde regnskab viser en egenkapitalforrentning på 14,1 pct. efter skat i første kvartal, mens kernekapitalprocenten i perioden faldt med 1,4 pct.point sammenlignet med ultimo 2021.

I første kvartal lød Sydbanks indtjening på 1300 mio. kr., mens der efter skat blev realiseret et overskud på 445 mio. kr. Det skal sammenlignes med en indtjening på 1203 mio. kr. og et nettoresultat på 310 mio. kr. i samme periode af 2021.

Sydbank faldt 0,8 pct. til 245,60 kr.

Der var også regnskab fra Trifork og North Media. Førstnævnte steg 4,8 pct. til 218 kr. North Media steg 0,5 pct. til 77 kr.

NYE KURSMÅL

Blandt onsdagens kursmål var der nyt til flere selskaber

Demant fik kursmålet løftet fra blandt andet BNP Paribas, ABG og Jyske Bank efter tirsdagens regnskab. Aktien steg 0,7 pct. til 311,40 kr.

Novo Nordisks kursmål hos Deutsche Bank er løftet til 900 kr. fra 850 kr. Anbefalingen “køb” fastholdes. Medicinalaktien faldt 1,3 pct. til 784,80 kr.

Ørsted har fået løftet kursmålet til 1000 kr. fra 900 kr. af amerikanske Morgen Stanley, der fortsat holder anbefalingen “overvægt”.

Aktien steg 0,7 pct. til 750 kr.

Carlsberg fik sænket kursmålet til 1023 kr. fra 1103 kr. af Barclays, viser data fra Bloomberg News. Anbefalingen “overvægt” gentages.

Bryggeriaktien faldt 1,8 pct. til 886 kr., og også kollegaen Unibrew faldt. Unibrew satte sig 0,9 pct. til 601 kr.

– Det kan undre, da der ikke har været nyt ude på bryggerierne. Kollegaerne ude i Europa sætter sig dog også, påpeger Martin Munk.

Dertil har NNIT fået løftet anbefalingen til “hold” fra “sælg” af SEB. Kursmålet på 88 kr. gentages.

Aktien steg 0,6 pct. til 86,60 kr.

Citigroup løftede kursmålet for Nordea til 122 svenske kr. fra 114 svenske kr. Det nye kursmål svarer til 87,38 danske kr. Nordea faldt i København 0,3 pct. til 71,08 kr.

.\˙ MarketWire

Claus Mikkelsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: finans@marketwire.dk , www.marketwire.dk

Back to top button