Sport

OB forlænger cheftræners kontrakt med et år

OB har forlænget cheftræner Andreas Alms kontrakt med et år, så den nu udløber i sommeren 2025.

OB og Andreas Alm forbliver sammen et år mere end hidtil planlagt.

Lørdag oplyser superligaklubben, at den svenske cheftræner har fået sin kontrakt forlænget, så den nu står til at udløbe i sommeren 2025.

Nyheden kommer, dagen før OB indleder forårssæsonen i Superligaen hjemme mod Randers FC.

– Klubben ansatte Andreas Alm med det formål at konsolidere det, der virkede, og at ændre og udvikle det, der ikke var tilfredsstillende i forhold til klubbens strategi for spillestil og spillerudvikling, siger fodbolddirektør Björn Wesström på klubbens hjemmeside.

Andreas Alm har været cheftræner for OB siden sommeren 2021 og indtil videre stået i spidsen for det fynske mandskab i 56 kampe.

Af dem er 20 blevet vundet. 20 er endt uafgjort og 16 er blevet tabt.

– Det er virkelig en dejlig følelse at forlænge med klubben, siger Andreas Alm på OB’s hjemmeside.

– Jeg vil være med til at skabe noget bæredygtigt ud over min tid i klubben, og jeg ser forlængelsen af aftalen som et bevis på, at vi er klar til fortsat at arbejde hårdt sammen for at få succes.

Alm har tidligere stået i spidsen for Häcken og AIK i hjemlandet, ligesom han fra juli 2016 til maj 2017 var cheftræner i Vejle.

OB har overvintret på Superligaens sjetteplads med samme antal point som Silkeborg på femtepladsen og Randers på syvendepladsen.

OB vil derfor have fuldt fokus på ikke at ryge længere ned i tabellen i grundspillet sidste fem kampe, da top-6 går videre til mesterskabsspillet.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker