Forbrug

Nyt studie: Din luftrenser virker ikke bedre end at åbne vinduet

Hvis du er flittig med at få luftet ud, gør du en større indsats for et godt indeklima end selv de bedste luftrensere. Det viser en ny undersøgelse.

Du støvsuger hele hytten, tørrer hylderne af og vasker gulvet. Det er nemt nok at skrubbe og skure, men det bliver straks lidt mere kompliceret at sikre, at indeklimaet og den luft, du og din familie indånder, er ren.

I forsøget på at reducere de potentielt skadelige partikler kan det virke som en oplagt løsning at investere i en luftrenser. Men hvor godt virker de egentlig?

Det har Teknologisk Institut, Forbrugerrådet Tænk og Rådet for Grøn Omstilling set nærmere på i en ny undersøgelse, som er finansieret af Realdania og Grundejernes Investeringsfond.

Og resultatet er ikke så imponerende.

– Udluftning med gennemtræk var ikke bare lige så godt, det var meget bedre end selv den bedste luftrenser, fastslår Kåre Press-Kristensen, som er ingeniør og seniorrådgiver med speciale i luftkvalitet hos Rådet for Grøn Omstilling.

I undersøgelsen indgår forskellige modeller og typer af luftrensere. Nogle af dem lover at fjerne op til 99,9 procent af partiklerne i luften.

Men du må altså ikke lade dig forføre af renseprocenterne. Det kan sådan set være rigtigt nok, men det gælder bare kun lige i den luft, der kommer ind og ud igen af luftrenseren.

Og fordi du når at indånde en masse luft, før luftrenseren har tygget sig igennem luften i lokalet, kan du ikke overføre renseprocenten til den luft, du indånder.

– Så hvis man tror, at man udsættes for 99 procent færre partikler, så får man sig en ubehagelig overraskelse, siger Kåre Press-Kristensen.

De fire væsentligste kilder til indeklimaforurening er ifølge Rådet for Grøn Omstilling rygning, mados, stearinlys og brændeovne.

Og det giver et andet problem. Din luftrenser skal nemlig helst stå så tæt som muligt på kilden til forureningen.

– Du har jo ikke en luftrenser stående på komfuret, når du steger bacon.

– Hvis du så til gengæld lader være med at bruge emhætten, fordi du jo har en luftrenser, har vi for alvor problemet. For så er du dårligere stillet end før, siger Kåre Press-Kristensen.

Den typiske emhætte er nemlig mere effektiv til at fjerne de skadelige partikler fra madlavningen end luftrenserne, fordi den er tættere på komfuret.

Men det mest optimale er altså bare at åbne vinduerne, fastslår Elisabeth Paludan, som er funktionsleder hos Miljøstyrelsen.

– Hvis man gerne vil have partiklerne ud, er vores anbefaling, at man laver gennemtræk to gange fem minutter dagligt og støvsuger en gang om ugen.

– Det gælder for alle de fremmede partikler, man ikke skal have for mange af, siger Elisabeth Paludan.

Øvrige fremmede partikler kan være fra kemien, du omgiver dig med. Der afgasser nemlig partikler fra både maling, møbler, elektronik, tekstiler, kosmetik, rengøringsmidler og byggematerialer.

Dem får du også has på med regelmæssig udluftning og støvsugning, da de kan binde sig til støvet.

Selv om luftrenserne hverken overgår udluftning eller emhætten, kan der dog være nogle, der kan have gavn af dem, siger Kåre Press-Kristensen.

Det gælder eksempelvis, hvis man bor i en ejendom uden emhætte, fordi der ikke er aftræk til det fri.

Insisterer man på at have stearinlys i et lille rum – i stedet for eksempelvis batteridrevne – så kan det også være en god idé med en luftrenser.

– Det bedste er dog at eliminere forureningskilden, siger han.

/ritzau fokus/

Back to top button