Zlatan: -Jeg sendte hele Danmark på pension
Den svenske verdensstjerne sendte med to scoringer Danmark ud i EM-mørket tirsdag aften i Telia Parken.
Zlatan Ibrahimovic havde de store ord fremme, da den svenske EM-kvalifikation tirsdag aften var sikret med uafgjort 2-2 i København mod Danmark i det sidste playoff-opgør.
Den svenske verdensstjerne scorede begge de svenske mål, hvor det sidste blev hamret ind på et direkte frispark. Med scoringerne mener Zlatan, at han sendte hele den danske nation på pension.
– Mange har sagt, at jeg er gammel og svag, men det ser ikke sådan ud. Det var skønt at afgøre tingene her i København.
– De skulle sende mig på pension, men jeg sendte hele deres land på pension, siger Zlatan Ibrahimovic efter kampen til svensk Kanal 5.
Glad Ibrahimovic
Han er glad for, at det lykkedes at overgå den svenske nations beskedne forventninger til playoff-mødet med Danmark.
– Inden de to playoffkampe, blev det nævnt, at vi ikke kunne slå Danmark, men det gjorde vi, siger Zlatan, som inden kampene havde udtalt:
– Jeg lader mine fødder tale. Jeg taler ikke offentligt.
Scorede tre mål
Superstjernen fik ret og scorede tre ud af Sveriges fire mål mod Danmark. Forud for kampene havde Zlatan ikke scoret i sine første seks landskampe mod Danmark.
Paris Saint-Germain-spilleren glæder sig til EM-slutrunden i Frankrig til sommer.
– Det bliver magi – stor magi.
– Det er sandsynligvis mit sidste mesterskab med holdet, siger han.
/ritzau/