Zlatan Ibrahimovic redder igen Manchester United
For 24. gang i sæsonen scorede den 35-årige svensker. Denne gang gav det en plads i FA Cup-kvartfinalen.
Zlatan Ibrahimovic fortsætter med at lægge alen til sin forrygende første sæson i Manchester United.
Søndag kom den 35-årige svensker igen sin klub til redning, da målkrisen kradsede. 13 minutter efter at være blevet skiftet ind scorede han således det afgørende mål til 2-1 i FA Cup-sejren ude over Blackburn.
Scoringen var Zlatan Ibrahimovics 24. i sæsonen og blev sat ind med vanligt overblik et kvarter før tid.
En lang bold fangede Blackburn-forsvaret. Ibrahimovic lod den hoppe og satte den helt ude ved stolpen, netop som en tackling nærmede sig.
Blackburn roder rundt som nummer næstsidst i Championship og er i overhængende fare for at ryge ned i League One.
Mod Manchester United var det ikke desto mindre de undertippede værter, som kom bedst fra land på Ewood Park.
United-manager José Mourinho havde rokeret i forsvaret og lod som i Europa League forleden reserven Sergio Romero vogte målet.
Efter 17 minutter måtte han fiske bolden ud af nettet efter Danny Grahams flotte scoring til 1-0.
Danny Graham sendte for år tilbage Swansea på finalekurs i Liga Cuppen, da han i Michael Laudrups tid i klubben scorede til 2-0 i det første semifinaleopgør ude mod Chelsea.
I FA Cup-ottendedelsfinalen mod Manchester United fuldendte Graham søndag Marvin Emnes forarbejde med en godt spark mod fjerneste stolpe.
1-0-målet gav yderligere modvind fra tilskuerne til Manchester United, hvor unge Marcus Rashford var sendt i aktion fra start på Ibrahimovics bekostning.
Men før uroen for alvor bed sig fast, tog Blackburn sig en blunder. Det gav United muligheden for at udligne efter en lynhurtig igangsætning af målmand Romero og en enkelt dyb aflevering fra Henrikh Mkhitaryan frem til hurtigløberen Rashford.
Efter en tur uden om målmanden lagde han bolden i det tomme mål til 1-1 efter 27 minutter.
Også i anden halvleg havde gæsterne fra Manchester bolden mest, men chancerne var sporadiske, og efter 62 minutter blev først Paul Pogba og siden Ibrahimovic skiftet ind.
Og som sådan kunne eventyret om den aldrende svensker fortsætte.
Sergio Romero var dog tæt på at ødelægge fortællingen med en returbold kort før tid, som nær kastede en Blackburn-scoring af sig.
Lodtrækningen senere søndag magede det således, at Manchester United i kvartfinalen møder Chelsea.
De øvrige kvartfinaler lyder: Middlesbrough-Huddersfield/Manchester City, Tottenham-Millwall og Sutton/Arsenal-Lincoln.
/ritzau/