Zlatan Ibrahimovic køber kvart fodboldklub
Zlatan Ibrahimovic har købt sig ind i fodboldklubben Hammarby, som han nu ejer en fjerdedel af.
Zlatan Ibrahimovic kan nu kalde sig medejer af en professionel fodboldklub. Over for den svenske avis Aftonbladet bekræfter den svenske fodboldstjerne, at han har købt en fjerdedel af Stockholm-klubben Hammarby, der spiller i den bedste svenske række, Allsvenskan.
Artiklen fortsætter under videoen
Hammarby selv har også bekræftet nyheden på sin hjemmeside.
– Det føles fantastisk. Det føles spændende med Hammarby, et helt andet projekt, og jeg er meget motiveret.
– Jeg vil være meget engageret, den dag jeg stopper med at spille fodbold. Jeg ser frem til at arbejde med fodbold fra en anden vinkel, siger Ibrahimovic til Aftonbladet.
Handlede i USA
Handlen er kommet i stand ved, at Zlatan Ibrahimovic har købt halvdelen af aktierne i den svenske del af det amerikanske selskab Anschutz Entertainment Group (AEG), der ejer næsten halvdelen af aktierne i selskabet bag Hammarby.
AEG ejer desuden Los Angeles Galaxy, som Ibrahimovic spillede for fra marts 2018 frem til slutningen af oktober i år.
Svenskerens ambition er at gøre Hammarby, der sluttede på tredjepladsen i den netop overståede sæson i Allsvenskan, til den bedste klub i Skandinavien.
– Der findes ingen grænser for, hvor stor Hammarby kan blive, siger Ibrahimovic.
Gider ikke spille i Sverige
Det er endnu ikke blevet annonceret, hvor han fortsætter sin aktive karriere, men det bliver ikke i den svenske liga.
– Jeg har sagt i ti år, at jeg ikke skal spille fodbold i Allsvenskan. Det kommer ikke til at ske, siger Ibrahimovic.
Tirsdag skabte han undren i fodboldverdenen, da han lagde en video på Instagram, hvor en Hammarby-trøje blafrer på en sort baggrund.
På bagsiden af trøjen stod der “Ibrahimovic”, men det blev ikke uddybet, om angriberen var ny spiller i klubben, eller hvad det gik ud på.
Hammarby har danske Jeppe Andersen og Mads Fenger på holdkortet.