Zika-panik: Guvernør vil have hjælp
14 personer menes at have fået zikavirus af myggebid. Floridas guvernør beder nu om hjælp.
I den amerikanske delstat Florida har man nu registreret 14 personer, der menes at være smittet af zikavirus fra myggebid i et område omkring storbyen Miami.
Floridas guvernør, Rick Scott, oplyser, at man har konstateret ti nye tilfælde siden fredag. Myndighederne havde konstateret tre mænd og en enkelt kvinde, der tilsyneladende havde fået zikavirussen fra myggebid.
Tidligere har man registreret flere end 1600 smittede i USA, men det er første gang, de amerikanske myndigheder registrerer smittede, der menes at have fået virussen fra lokale myg.
Langt de fleste er blevet smittet i forbindelse med rejser uden for landets grænser.
Floridas guvernør har bedt det amerikanske center for sygdomskontrol (CDC) om hjælp til at bekæmpe problemet. Gravide opfordres allerede nu til at holde sig væk fra et område lidt nord for det centrale Miami.
Rick Scott har bedt de amerikanske sundhedsmyndigheder om at sende et hold specialister, der skal hjælpe med at begrænse smittens spredning.
Borgere og turister i Florida er blevet opfordret til at indlevere urinprøver i bestemte dele af delstaten, så myndighederne kan fastslå omfanget af spredningen.
I sidste uge frarådede britiske myndigheder gravide at tage på unødvendige rejser til Florida.
Hos Statens Serum Institut mener man, at der er for tidligt at opdatere rejsevejledningen til Florida.
– Vi ser lige situationen an og prøver at få en mere præcis vurdering fra de amerikanske myndigheder.
– Vi afventer også en vurdering fra Det Europæiske Center for Sygdomskontrol, siger overlæge Kåre Mølbak, der er chef for epidemiologisk afdeling på Statens Serum Institut, til Jyllands-Posten.
/ritzau/AFP