Zelenskyj deltager i dansk konference
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, holder torsdag åbningstale via video ved donorkonference i København
En donorkonference i København torsdag om den videre støtte til Ukraine i krigen mod Rusland får en prominent gæst som åbningstaler.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, indleder torsdag formiddag konferencen med at holde åbningstale fra Kyiv via en videoforbindelse. Det oplyser forsvarsminister Morten Bødskov (S) til Ritzau.
Morten Bødskov mener, at det "betyder alt" for donorkonferencen, at præsidenten deltager.
En stor ære
- Det er en meget stor ære for Danmark og for os, der deltager i konferencen, at han vil bruge sin tid midt i en krig på at åbne vores konference og være i dialog med os om det, der er det vigtige.
- Hvordan vi sikrer fremtidige våbendonationer, hvordan vi sikrer, at det ukrainske forsvar kan blive trænet mere, og hvordan vi kan hjælpe Ukraine med minerydning, siger forsvarsministeren.
Donorkonferencen afholdes på Christiansborg. Danmark er vært sammen med Storbritannien og Ukraine, hvor forsvarsministrene også deltager fysisk.
Ukraine har tryghed
I alt er 26 lande repræsenteret på konferencen. Mere end 20 lande har repræsentanter til stede i København.
Eksempelvis deltager forsvarsministrene fra Sverige, Norge, Estland, Polen, Holland og Slovakiet fysisk.
Konferencen markerer starten på tredje fase af støtten til Ukraine, fortæller Morten Bødskov.
- Det er i det hele taget en konference, som skal være med til at sikre, at når krigen ser ud til at blive lang, så har Ukraine en tryghed i, at våbendonationerne fortsætter.
Våbnene kommer
Derfor skal der torsdag fokuseres på konkrete projekter og produktioner, som der skal findes fælles finansiering for, lyder det videre fra Morten Bødskov.
- Ukraine ved så, hvornår våbnene kommer, og hvor meget der kommer, siger han.
Ifølge forsvarsministeren var den første fase af støtten de mere spontane donationer i krigens begyndelse, hvor landene gennemsøgte deres våbenlagre.
Mette F. taler
I fase to blev donationerne koordineret mellem landene efter ukrainske ønsker, og den fase skal så nu suppleres af en langsigtet plan for støtten.
Statsminister Mette Frederiksen (S) vil også holde tale på konferencen.