Yussuf Poulsen i formfremgang: Nu mangler jeg bare mål
Efter en halvsløj start på sæsonen er Yussuf Poulsen på rette vej, men målene mangler stadig, erkender han.
I sidste sæson kunne Yussuf Poulsen nærmest gå på vandet i sin tyske klub RB Leipzig.
Den danske angriber blev rost til skyerne weekend efter weekend af både træner og medier, men indledningen på denne sæson har været noget mere træg for den tidligere Lyngby-spiller.
Har mistet fast plads i startopstilling
Yussuf Poulsen har ikke kunnet finde niveauet fra sidste sæson, og det har resulteret i, at han har mistet sin faste plads i startopstillingen, men han er på vej tilbage, fortæller han.
– Jeg synes, jeg har spillet rigtig fint i de seneste kampe, men jeg mangler måske lige at lave et mål. Så målformen er der ikke helt endnu, men spillemæssigt er det rigtig fint nu, siger Yussuf Poulsen til Ritzau.
– Det har ikke været så godt i starten af sæsonen, men formen er ved at være der.
I ti kampe for Leipzig i denne sæson har danskeren endnu ikke fået alle 90 minutter på banen, og i halvdelen af kampene er han kommet ind fra bænken.
Har leveret flotte præstationer på landsholdet
På landsholdet har den høje angriber på det seneste leveret flotte præstationer. Han startede inde mod både Serbien og Armenien, hvor han scorede mod serberne, mens han imponerede med et stærkt indhop mod Albanien.
Alligevel har hverken Yussuf Poulsen eller andre i den danske offensiv kunnet score i de to seneste kampe, men angriberen mener ikke, at offensiven har været så skidt kørende, som det måske er blevet udlagt efter kampene.
– Vi har haft chancerne, men vi mangler måske også bare lidt held. Mod Albanien havde vi flere chancer, hvor vi bare ikke lige får puttet den ind, og nogle gange har det lidt med held og marginaler at gøre, og dem har vi ikke haft på vores side, siger han.
Torsdag aften skal der hul på målbylden i Portugal, hvor kun en sejr reelt kan bruges, hvis drømmen om en direkte EM-kvalifikation skal realiseres.
/ritzau/