Ydmyget i Parken: AGF er på andenpladsen
David Nielsens hold slog FCK med 4-2, og AGF er nu sikker på den bedste slutplacering i Superligaen i 23 år.
Med en sejr på 4-2 over FC København i Parken overtog AGF søndag aften andenpladsen i Superligaen.
Kevin Diks, Jakob Ankersen, Casper Højer og Patrick Mortensen skabte en aarhusiansk målfest i hovedstaden i en direkte duel mellem rækkens nummer to og tre.
Jens Stage og Jonas Wind fik reduceret for Ståle Solbakkens mandskab, der med to spillerunder tilbage risikerer at skulle ud i en playoffkamp om at sikre sig en plads i Europa i næste sæson.
Indtil for to uger siden var det 11 år siden, at AGF senest havde slået FCK i Superligaen, men nu har David Nielsens hold gjort det to gange i mesterskabsspillet.
Gæsterne var kommet til hovedstaden for at udfordre FCK med selvtillid og en fysisk hårdhed, hvor københavnerne normalt er de fleste superligahold overlegne.
Efter at de to hold havde følt hinanden an i en masse dueller på midtbanen, begyndte AGF at tilkæmpe sig et overtag.
Efter godt 20 minutter headede Kevin Diks gæsterne i front med 1-0 efter et hjørnespark.
Føringen gjorde kun forskellen på de to hold større. Mens FCK virkede ramt, så kunne AGF spille en anelse mere afventende og angribe med endnu større kynisme på hurtige kontraer.
Et kvarter efter Diks’ føringsmål var det et højt genpres, der førte til 2-0-scoringen. AGF havde tabt bolden, men erobrede den igen højt fremme på banen, og så kunne Bror Blume spille Jakob Ankersen fri til scoring.
Mens det begyndte at se håbløst ud for FCK, så gav Jens Stage hjemmeholdet en livline kort før pausen med 1-2-reduceringen overfor et passivt AGF-forsvar.
Godt fem minutter inde i anden halvleg tordnede gæsternes Casper Højer bolden i mål til 3-1 fra 25 meters afstand. Selv om skuddet var hårdt, burde Karl-Johan Johnsson i FCK-målet have afværget.
På bænken reagerede Solbakken med tre udskiftninger efter en times spil, og kort efter fik værterne tilkendt et straffespark. Det blev udnyttet sikkert af Jonas Wind til 2-3.
FCK-spillerne begyndte nu at sværme om gæsternes mål. Men med et kvarter tilbage slukkede AGF-anfører Patrick Mortensen det københavnske håb med 4-2-scoringen, da angriberen headede et frisparksindlæg fra Højer i mål.
Værterne sluttede godt af med flere gode forsøg, men det lykkedes ikke for alvor at genskabe spændingen.
Mens et skrantende FCK-mandskab blot har hentet seks point i otte kampe i mesterskabsspillet, så har AGF skrabet 16 point sammen. Aarhus-holdet er som minimum sikker på at slutte på tredjepladsen, hvilket senest skete i 1997.
AGF har 63 point på andenpladsen med FCK lige bag sig med 62 point. FC Midtjylland har allerede sikret sig mesterskabet.
Andenpladsen vil sikre AGF en plads i Europa League-kvalifikationen i næste sæson, mens nummer tre skal ud i en playoff-duel mod vinderen af Superligaens nedrykningsspil.
Selv om der på grund af corona-restriktioner var plads til 10.300 publikummer til søndagens opgør i Parken, så blev kampen blot overværet af 6849 tilskuere.