Yderligere 12 dømt for hashhandel

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Onsdag er yderligere 12 personer dømt i en sag om organiseret hashhandel på Christiania, skriver tv2.dk.

De tiltalte har fået mellem seks måneder og tre års fængsel, og samlet set har de 12 mænd fået 21 og et halvt års fængsel.

»Vi har fundet det bevist, at der foregår organiseret hashhandel på Christiania, og vi har fundet det bevist, at boderne 4, 17, 23 og 26 indgår i den organiserede handel. Vi har også fundet det bevist, at samtlige tiltalte i et eller andet omfang har medvirket til salget,« sagde Gitte Cordes, retsformand ved Københavns Byret, ifølge tv2.dk.

De 12 personer er i alderen 26 til 60 år. De var tiltalt i forskellig grad for at have medvirket til salg af mellem 143 og 380 kilo hash.

Anholdt i aktionen “Nordlys”

De tiltalte blev anholdt i forbindelse med en storstilet politiaktion med kaldenavnet Nordlys, som blev gennemført i marts sidste år.

Cirka 80 personer blev anholdt, og 77 er siden blevet tiltalt for at stå bag omfattende salg af hash på Christiania.

Der er allerede faldet en række domme, og torsdag og fredag bliver yderligere sager afgjort.

Powered by Labrador CMS