Yahya Hassan tiltalt for 40 lovbrud – indlagt på psykiatrisk

Retten i Aarhus skal bruge to dage på at behandle ny straffesag mod den 23-årige digter.

I 2013 udgav Yahya Hassan digtsamlingen “Yahya Hassan”, som blev et stort hit og har solgt over 100.000 eksemplarer. Siden da har han flere gange optrådt som tiltalt i forskellige straffesager. Foto: Søren Bidstrup/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Den kendte digter Yahya Hassan er blevet tiltalt i en sag om ikke mindre end 40 kriminelle forhold begået flere steder i landet.

Blandt andet er han tiltalt for at have brudt ind og stjålet en bil fra et ægtepar i Roslev og for at have truet en kvinde på livet under et ophold på Hotel Royal i Aarhus.

Ekstra Bladet har talt med ægteparret Ole Bak Pedersen og Toril Hulaas, der mener, at Yahya Hassan står bag tyverier af parfume, vine, mobiltelefoner, en racercykel og en bil fra dem, mens de gav husly til digteren

– Jeg vil gerne advare folk om at lukke Yahya Hassan ind i deres hjem, og det er derfor, vi vælger at stå frem med den her historie, siger Toril Hulaas til Ekstra Bladet.

Advokat bekræfter

Allerede søndag bekræftede Hassans forsvarer, advokat Michael Juul Eriksen, at den 23-årige digter var blevet tiltalt i en straffesag.

Men sagens omfang har ikke tidligere været fremme.

Det er Østjyllands Politi, som mandag oplyser, at der er rejst tiltale mod en 23-årig mand fra det vestlige Aarhus. Og selv om politiet ikke ønsker at bekræfte, at der faktisk er tale om Hassan, siger Michael Juul Eriksen, at hovedpersonen netop er den unge digter.

Ifølge Østjyllands Politi har den nu tiltalte siddet varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling siden 16. juli i år.

Her blev han fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for dagen forinden at have stukket ud efter en bekendt med en knust flaske og truet ham på livet. Også det forhold er han blevet tiltalt for.

Flere forskellige anklager

Anklageskriftet tæller ifølge politiet også andre tilfælde af vold og trusler. Gentagne gange skal han desuden have kontaktet en kvinde, som han har et tilhold mod.

– Forholdene er primært begået i Østjylland, men enkelte af dem stammer fra andre politikredse. Vi har samlet sagerne i ét sagskompleks i Østjyllands Politi, fordi den tiltalte som udgangspunkt har krav på en samlet afgørelse, siger anklager Tanja Fogt i en pressemeddelelse.

Det er ikke første gang, at Yahya Hassan er på kant med loven.

Blandt andet blev han i september 2016 idømt fængsel i et år og ni måneder for at have affyret mindst tre skud i det vestlige Aarhus. Et af skuddene ramte en 17-årig mand i foden, mens et andet strejfede hans lår.

I 2013 udgav han digtsamlingen “Yahya Hassan”, som blev et stort hit og har solgt over 100.000 eksemplarer.

Ved Retten i Aarhus er der i oktober afsat to retsdage til den nye straffesag.

Powered by Labrador CMS