Yahya Hassan ramt af knytnæveslag – igen

Foto: Simon Skipper/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Yahya Hassan er ifølge Nationalpartiet blevet overfaldet natten til lørdag. Partiet vil politianmelde sagen.

Nationalpartiets Yahya Hassan er blevet overfaldet i København natten til lørdag. Det oplyser partiets formand, Kashif Ahmad, mandag morgen.

– Yahya bliver tilsyneladende umotiveret hevet i håret af en person. Derefter kommer flere personer og går på ham, og der er en, der rammer ham med knyttet næve i ansigtet, siger han til Ritzau.

Ifølge Kashif Ahmad fik Yahya Hassans livvagter efterfølgende stoppet overfaldet.

– Det her er desværre noget, som han har været vant til. Det er sket flere gange, og det er på ingen måde acceptabelt, at han ikke han færdes i fred og uden at være i fare, siger han og tilføjer:

– Han har haft misfarvninger og hævelse i højre side af ansigtet omkring øjet, men det har fortaget sig lidt. Vi har fået lavet en skadesanmeldelse på akutmodtagelsen og så vil vi anmelde det til politiet senere i dag.

Mandag formiddag deltager Yahya Hassan i et foredrag på Nørre Gymnasium. og først derefter vil Nationalpartiet gå til politiet med sagen, oplyser Kashif Ahmad.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS