Yahya Hassan i stærke smerter: Klager over politiet
Dagen efter anholdelsen skulle Yahya have været opereret. Hans advokat klager over, at det ikke skete.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed bliver nu inddraget i Østjylland Politis anholdelse af Yahya Hassan sidste weekend.
Det er forfatterens advokat, Claus Bonnez, der på sin klients vegne klager til den uafhængige myndighed over, at Hassan ikke er blevet hasteopereret i sit håndled.
I en mail til Ritzau skriver Claus Bonnez, at en skadestuelæge på Aarhus Universitetshospital dagen efter anholdelsen gør politiet opmærksom på, at Yahya Hassan mandag skulle have været opereret for et kompliceret brud i højre håndled.
Et brud han har pådraget sig ved en trafikulykke nogle dage tidligere.
Stærke smerter
Men operationen bliver aflyst, selv om politiet var informeret om, at der var stor risiko for Hassans helbred, hvis ikke operationen blev gennemført samme dag, hedder det i mailen.
Ifølge Claus Bonnez har Yahya Hassan, der i øjeblikket er varetægtsfængslet, stærke smerter.
“Han ligger i en celle med stærke smerter blandt andet i håndleddet, han er ude af stand til soignere sig, gå på toilettet og spise, og han får ikke den fornødne hjælp, skriver advokaten.
Han oplyser desuden, at digteren har sagt, at hvis han mister førligheden i hånden, så kan det få alvorlige følger for karrieren.
Ifølge Claus Bonnez er det et grundlæggende menneskeretligt princip, at fængslede personer får samme lægelige behandling som alle andre.
Derfor har han bedt politiklagemyndigheden hastebehandle sagen.
Nægter at have skudt 17-årig i foden
Yahya Hassan er varetægtsfængslet i fire uger. Han er sigtet for grov vold og ulovlig våbenbesiddelse efter en skudepisode i Hasle ved Aarhus søndag aften, hvor en 17-årig dreng blev ramt i foden.
I grundlovsforhøret nægtede den 20-årige digter sig skyldig, og han kærede på stedet varetægtsfængslingen til landsretten.
Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, og derfor er det uvist, hvad Yahya Hassan har forklaret om episoden.
Politi har ingen kommentarer
Ved retsmødet mødte han op med armen i gips. Han har selv forklaret, at han nogle dage forinden løb ud foran en bil for at slippe væk fra nogle forfølgere, som jagtede ham med sværd.
Yahya Hassan er kendt for sin digtsamling Yahya Hassan. Ifølge hans forlag, Gyldendal, arbejder han på en ny digtsamling. Den ventes at udkomme til efteråret.
Hos Østjyllands Politi oplyser vagtchef Bo Christensen, at politiet ikke har nogen kommentarer til klagesagen.
/ritzau/