Yahya-effekt skaffer 12.000 underskrifter

Foto: Mathias Bojesen/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Nationalpartiet har fået mange nye vælgererklæringer, siden Yahya Hassan meddelte, at han stiller op for partiet.

Han kan ikke alene booste det danske salg af digte, den 19-årige Yahya Hassan kan tilsyneladende også sætte skub i underskrifterne til sit nye parti, Nationalpartiet. Siden den unge digter for tre uger blev folketingskandidat for partiet, er der strømmet 12.000 nye underskrifter ind, skriver Altinget.dk.

Men selvom partiet i forvejen havde modtaget cirka 15.000 vælgererklæringer, så det nu har omkring 27.000, er der lang vej igen, før Yahya Hassan og partifællerne kommer til at se deres navne på stemmesedlen til et folketingsvalg.

Det er nemlig kun lige knap 10.000 af underskrifterne, der er blevet godkendt ude i kommunerne – og der skal som bekendt 20.260 godkendte underskrifter til for at blive opstillingsberettiget.

Partiformand Kashif Ahmad er frustreret over det, han kalder et unødigt bureaukrati ude i kommunerne.

»Vi bliver tit spurgt: »Når I det?« Men i virkeligheden har vi jo nået det. Vi har jo passeret de 20.260 vælgererklæringer, der skal til,« siger han til Altinget.dk og uddyber:

»Vi står med en udfordring nu, hvor vi er afhængige af, at kommunerne arbejder hurtigt og sender vælgererklæringer ud til borgere. Der er utallige borgere, som har henvendt sig til os og har sagt, at det er tredje gang, de har sendt vælgererklæring ind, og at de ikke har hørt fra kommunerne endnu.«

Han kritiserer samtidig Indenrigsministeriet for ikke at have indført den lovede digitale løsning, der efter planen skulle have været indført 1. januar, så borgere kan indsende vælgererklæringer via NemID.

Kashif Ahmad har dog flere gange tidligere understreget, at Nationalpartiet nok skal komme i Folketinget – hvis det ikke bliver ved det kommende valg, bliver det næste gang.

Powered by Labrador CMS