X Factor-vinder i babylykke
Den britiske sangstjerne Alexandra Burke og hendes fodbold-mand er netop blevet forældre til deres første barn
Den britiske sangstjerne Alexandra Burke og hendes mand, den professionelle fodboldspiller Darren Randolph, der slår sine folder som målmand i Premier League-klubben West Ham og på det irske landshold, er netop blevet forældre til deres første barn.
Det oplyser hun i et opslag på Instagram.
- Velkommen til verden vores 'lille drue'. Vi elsker dig allerede mere, end ord kan fortælle, skriver hun i opslaget, der også viser et par små fødder, men til gengæld ikke nævner noget om kønnet på den lille.
Alexandra Burke hamrede igennem på musikscenen, da hun i 2008 vandt den britiske udgave af X Factor.
Ved den lejlighed sang hun i finalen Leonard Cohens kult-nummer 'Hallelujah', som hun efterfølgende udgav som sit vindernummer og som blev den bedst sælgende single i Storbritannien samme år.
Til tops på hitlisterne
Året efter udgav hun sit debutalbum 'Overcome', der med det samme strøg helt til tops på den britisk album-hitliste, og som indeholdt fire numre, der alle siden opnåede at toppe single-hitlisen.
Siden har hun udgivet yderligere to albums.
Senest 'The Truth Is', i marts 2018.