X Factor-dommer single igen
Forholdet er forbi mellem dj'en Martin Jensen og stylisten Cassandra Ørsted Greve, men det forhenværende par fortsætter deres samarbejde i "X Factor"
Det er kort tid siden, at Martin Jensen kunne fortælle, at kæresten Cassandra Ørsted Greve skulle flytte med ind i hans nye lejlighed på Islands Brygge i København.
Men inden parret nåede at pakke flyttekasserne og få fælles dørskilt, er forholdet forbi og kærligheden brast.
Det oplyser Martin Jensen i et opslag på Instagram.
- Efter et virkelig fantastisk halvt år har vi besluttet at gå fra hinanden. Det har været en dejlig tid. Men nu har vi erkendt, at vi skal videre hver for sig, skriver dj'en og fortsætter:
- Det har været helt udramatisk, og vi vil fortsætte vores gode professionelle samarbejde, lyder det fra ham.
Ansat på Martins hold
Cassandra Ørsted Greve er stylist og ansat på Martin Jensens hold under "X Factor", som i øjeblikket løber over skærmen på TV 2.
Den 30-årige kendis stod frem med Cassandra Ørsted Greve i sommeren 2021, få måneder efter at han havde brudt forlovelsen med den irske sangerinde og stylist Natasha Samsara.
Han har en datter fra et tidligere forhold.