Wozniacki træner med Holger Rune
Caroline Wozniacki og Holger Rune trænede mandag sammen i Monaco, bekræfter Aneke Rune
Der er lagt op til en stor dansk tennismåned, når Caroline Wozniacki får comeback efter mere end tre års pause og spiller turneringer i Canada og USA ligesom det nye danske stjerneskud Holger Rune.
Både Wozniacki og Rune er bosat i Monaco, og her fandt de to danskere lejlighed til at træne sammen mandag.
- Vi mødes jo tit i Monaco, og de havde aftalt at træne i dag. Det var super hyggeligt, lyder det i en sms fra Holger Runes mor og manager, Aneke Rune.
Er super fit
Wozniacki får comeback i WTA-turneringen i Montreal på tirsdag i næste uge. Den tidligere verdensetter har også fået wildcard til turneringen i Cincinnati ugen efter samt i grand slam-turneringen US Open, der begynder i New York 28. august.
Aneke Rune melder om en skarp Wozniacki før comebacket.
- Ja, hun er super fit. Og de arbejder begge topprofessionelt og dedikeret. Det er fedt at se.
Meldte tidligere afbud
Holger Rune har døjet med rygproblemer på det seneste og meldte i sidste uge afbud til Croatia Open. Han har dog siden fået behandling og er efter planen klar til at spille Masters 1000-turnering i Toronto i næste uge.
- Ryggen har det fint. Det virker til, at behandlingerne har virket, det er virkelig dejligt, lyder det fra Aneke Rune.
Klar til US Open
Også Holger Rune skal efter planen spille i Cincinnati ugen efter, før det gælder US Open.
Rune-lejren rejser onsdag morgen til Canada, hvor danskeren ventes i aktion i anden runde onsdag i næste uge.