Wozniacki rystet: Konkurrent interviewet under kamp

Caroline Wozniacki. Foto: Maddie Meyer/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Amerikanske Coco Wandeweghe er som nummer 45 på verdensranglisten en spiller, der sjældent rammer overskrifterne. Men hun vakte opsigt, da han vandt sin første runde-kamp i US Open mod landsmanden Sloane Stephens.

Ikke så meget på grund af resultatet, men mere fordi hun midtvejs i kampen lod sig interviewe af den tidligere amerikanske tennisstjerne Pam Shriver.

I modsætning til andre sportsgrene, hvor trænere og spillere i hvert fald i nogle lande gerne udtaler sig midtvejs, når der er pause i kampen, er det langt fra normalt praksis i tennis.

Det opsigtsvækkende interview fik blandt andre Caroline Wozniacki til at reagere:

»Så jeg lige Coco lave et interview på banen – midt i kampen efter det første sæt?? Ville man ikke hellere fokusere på kampen derude? Nej?,« lød tweetet fra danskeren.

Og hun var langt fra alene. Den russiske spiller Elena Vesnina reagerede også:

»Hvad var det?,« spurgte hun.

Engelske Laura Robson var også forundret over interviewet.

»Coco taler med espn under kampen?? Hvad??« spurgte hun på Twitter.

Amerikaneren fik dog også opbakning fra flere sider.

»Elsker interviewet efter første sæt og fejringen efter kampen,« lød det fra konkurrenten Jarmilla Gajdasova.

Og træneren Darren Cahill, der også arbejder som ekspert for ESPN, var begejstret:

»Stor tak til @CoCoVandey. Første interview afviklet midt i kampen med en spiller er lige sendt ud på ESPN. Spillerens valg efter et vundet sæt.«

Begge tweets valgte Coco Vanderwhege i øvrigt at retweete, så hun var uden tvivl glad for opbakningen.

Bagefter forklarede hun, hvorfor hun havde valgt at sige ja til at stille op midt i en kamp.

»ESPN tog kontakt til mig i går for at høre, om jeg var med på ideen. Pam (Shriver, red.) forklarede det selv til mig. Hun ville komme ud og stille mig to spørgsmål mellem sættene. Og hvis jeg ikke ville have det, så kunne jeg bare vinke hende væk nårsomhelst,« fortæller Vanderwhege til wtatennis.com.

Powered by Labrador CMS