Wozniacki om optur: Det er en spændende tid

Caroline Wozniackie er på vej tilbage til toppen i tennis. Foto: TOM UHLMAN/AP
Offentliggjort Sidst opdateret

Caroline Wozniacki er på vej tilbage til top-10 efter en periode med opadgående formkurve.

Den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki var nede og vende som nummer 18 i verden tilbage i marts, men nu er hun på vej tilbage til top-10.

Mandag avancerede hun til 12.-pladsen efter endnu en god turnering i Toronto, hvor hun var bare to partier fra at slå verdens nummer et, Serena Williams, i kvartfinalen.

Ligeledes mandag fik hun så en god begyndelse på den stærkt besatte turnering i Cincinnati med en sikker sejr over Magdalena Rybarikova.

Det var Wozniackis 15. sejr ud af de seneste 18 mulige, og hendes formkurve virker stødt opadgående. Blandt andet vandt hun i juli en hardcourt-turnering i Istanbul.

– Jeg er, hvor jeg skal være i øjeblikket. Både mentalt og fysisk på banen. Det er en spændende tid, siger Caroline Wozniacki ifølge The Sport Review.

Hun har for vane at toppe i den amerikanske hardcourt-sæson, der kulminerer med US Open i New York. Her var hun i finalen i 2009.

– Jeg har arbejdet virkelig hårdt, og jeg kan virkelig godt lide denne del af sæsonen. Jeg elsker at spille på græs, og jeg elsker US Open-serien. US Open er også den grand slam-turnering, jeg har gjort det bedst i.

– Det er helt sikkert en del af sæsonen, hvor jeg spiller godt, og det hjalp på selvtilliden at vinde i Istanbul, siger Wozniacki.

Natten mellem tirsdag og onsdag dansk tid spiller hun anden runde ved turneringen i Cincinnati.

Modstanderen er kineseren Shuai Zhang, der rangerer som nummer 31 i verden.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS