Wozniacki må bøje sig for stærk tysker i New Zealand

Det lykkedes ikke Wozniacki at slå tyskeren i finalen.

Caroline Wozniacki har stadig en finalesejr i Auckland til gode. Natten til søndag tabte hun i to sæt til en stærk spillende Julia Görges fra Tyskland. Foto: Michael Bradley/AFP
Offentliggjort Sidst opdateret

Tennisspilleren Caroline Wozniacki måtte bøje sig for Julia Görges i finalen ved WTA-turneringen i Auckland i New Zealand.

Tyskeren vandt sikkert 6-4, 7-6.

– Hun spillede virkelig godt i dag, og hun havde en fantastisk afslutning på sidste sæson, så det er rart at se hende tage den form med ind i dette år. Jeg vil forsøge at få revanche i Australien, siger Wozniacki i et interview på banen.

Dermed har Caroline Wozniacki endnu sin første finalesejr ved turneringen i Auckland til gode.

I 2016 tabte hun finalen efter tre sejr sæt mod Venus Williams.

Julia Görges dominerede kampen, der blev spillet natten til søndag dansk tid, fra første bold.

Ud over 11 serveesser ramte hun kampen igennem boldene kraftfuldt og perfekt helt ude ved linjerne, og Wozniacki halsede konstant efter.

Regn udsatte kampene

På grund af regn måtte både kvart- og semifinalerne udsættes til lørdag, og Görges var åbenbart mindst mærket af at have spillet to kampe i løbet af få timer.

Hun lagde ud med at bryde Wozniacki i kampens første parti, og både åbnede og afsluttede andet parti med serveesser.

Wozniacki kom på tavlen i tredje parti, men hun var ikke i nærheden af at bryde modstanderens serv, og Görges tog sættet 6-4.

Starten på andet sæt blev en tro kopi af det første.

Tyskeren brød Wozniacki, og hun holdt derefter sin egen serv, hvorefter danskeren bragte sig på 1-2.

Derefter kom Wozniackis første mulighed for et servegennembrud. Men Görges afværgede breakpointet med et es og endte med at vinde partiet.

Kom tilbage, men…

Bagud 3-4 lykkedes det endelig Caroline Wozniacki at skabe spænding ved at bryde Görges til 4-4.

Men begge holdt deres servepartier til 6-6, hvorefter Görges sikrede sig sejren med 7-4 i tiebreak.

Næste opgave bliver Australian Open – årets første grand slam-turnering – som begynder 15. januar.

– Jeg har fået mange kampe under bæltet denne uge. Nu tager jeg en fridag og flyver derefter til Melbourne for at vænne mig til banerne og forholdene, siger Caroline Wozniacki.

Powered by Labrador CMS