Wozniacki klar til Sharapova

Foto: JUANJO MARTIN/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Caroline Wozniacki slog Agnieszka Radwanska og er klar til kvartfinalen mod Maria Sharapova ved Madrid Open.

Caroline Wozniacki er klar til et kvartfinalebrag mod Maria Sharapova i årets hidtil største grusturnering, Madrid Open.

Det blev en realitet, da den danske tennisstjerne slog verdens nummer ni, polske Agnieszka Radwanska, i onsdagens 1/8-finale.

Wozniacki, der selv er nummer fem i verden, vandt overbevisende 6-3, 6-2 i en kamp, hvor hun var ovenpå og i kontrol stort set hele vejen igennem.

Svag start fra Wozniacki

Danskeren fik ellers en svag start, da hun blev brudt i sit første serveparti. Men det skulle hurtigt vise sig ikke at være en katastrofe at tabe i egen serv.

Radwanska servede nemlig elendigt i kampens første del, så Wozniacki selv kunne bryde polakkens tre første servepartier.

Det gav danskeren overtaget i sættet, som hun servede hjem til 6-3.

Radwanska havde stadig serveproblemer i andet sæt, og Wozniacki kunne bryde til både 3-2 og 5-2, inden hun i egen serv sikrede sig sejren med et rent parti til 6-2.

Sværere opgave i kvartfinalen

I kvartfinalen kommer Wozniacki altså på en endnu sværere opgave, når hun møder den tredjeseedede Maria Sharapova.

Russeren måtte i gennem tre hårde sæt i 1/8-finalen, inden sejren på 6-2, 4-6, 7-5 over franske Carolina Garcia var en realitet.

Sharapova fører 5-4 indbyrdes mod Wozniacki inden kvartfinalen i den spanske hovedstad.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS