Wozniacki: -Ikke det jeg havde håbet på
Caroline Wozniacki kæmpede og kæmpede. Alligevel tabte hun den to timer lange kvartfinale ved WTA Tour-turneringen i »Mutua Madrid Open« 1-6, 6-3, 3-6 til russeren Maria Sharapova.
»Det var ikke et resultat, jeg havde håbet. Men det har alligevel været en anstændig uge. Masser af positive ting at tage med mig til de kommende uger,« skrev Caroline Wozniacki på sin Twitter-profil efter kampen.
Her var Maria Sharapova i bedre humør.
»I vores seneste to indbyrdes opgør har Wozniacki besejret mig. Men i dag fik jeg revanche og det er jeg glad for,« sagde hun.
Niveau dalede i andet sæt
28-årige Maria Sharapova fik en god start på den knapt to timer lange kamp ved at vinde første sæt 6-1.
»I andet sæt dalede mit niveau. Det var hun god nok til at udnytte. Men heldigvis fandt jeg det gode spil frem igen i tredje sæt..«
Sidste år vandt Maria Sharapova turneringen.
»Naturligvis håber jeg på en gentagelse. De minder, jeg har, her fra Madrid er gode,« sagde Maria Sharapova, hvis sejrscifre lød 6-1, 3-6, 6-3.
Wozniacki fik god start på afgørende sæt
Caroline Wozniacki fik ellers en god start på afgørende sæt, hvor hun førte 2-1.
Men i pausen inden sættets fjerde parti bad Maria Sharapova om gode råd hos sin hollandske træner Sven Gröneveld. Det hjalp og russeren kørte sejren i hus.
Undervejs i den underholdende og dramatiske kamp, hvor Caroline Wozniacki et par gange brokkede sig til dommeren over kendelserne, blev danskeren noteret for blot 10 vinderslag. Til sammenligning lavede Maria Sharapova 32. Herudover lavede Maria Sharapova ikke færre end 38 uprovokerede fejl mod danskerens 17.
»Alt i alt synes jeg, at Caroline skal være tilfreds med sin indsats i Madrid. Hun har spillet sit bedste grus-tennis i flere år, og jeg ser hende som en af kandidaterne, der kan vinde French Open,« sagde hendes eks-træner Michael Mortensen.
Caroline Wozniacki deltager i næste uge ved WTA-turneringen i Rom, hvorefter hun stiller til start ved årets anden Grand Slam-turnering, French Open, i Paris.