Wozniacki får blid start i Miami efter boldproblemer

Caroline Wozniacki får blid start i Miami. Foto: Matthew Stockman/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Caroline Wozniacki skuffede i Indian Wells, men er klar til at revanchere sig efter god Miami-lodtrækning.

Den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki har på papiret gode muligheder for at komme forbi de første tre runder i den store WTA-turnering Miami Open, der begynder tirsdag.

I første runde giver det sig selv. Her er fjerdeseedede Wozniacki oversidder. I anden runde bliver modstanderen enten serberen Aleksandra Krunic, der er nummer 77 i verden, eller Madison Brengle fra USA, der er nummer 44.

Wozniacki har hverken mødt Brengle eller Krunic ved tidligere lejligheder.

Kommer danskeren forbi anden runde, er det mest sandsynlige, at modstanderen i tredje runde bliver nummer 31 Varvara Lepchenko fra USA, som Wozniacki har slået fire gange tidligere i lige så mange kampe.

I en eventuel 1/8-finale kan danskeren komme på en sværere opgave. Umiddelbart er 16.-seedede Venus Williams eller den tidligere US Open-mester Samantha Stosur de mest oplagte modstandere.

Topseedede Serena Williams befinder sig i den modsatte halvdel af lodtrækningen og kan ikke blive Wozniackis modstander før tidligst finalen.

Caroline Wozniacki skuffede i den netop overståede turnering i Indian Wells, hvor hun måtte se sig slået i tredje runde af den 18-årige Belinda Bencic.

Til Ekstra Bladet fortæller hendes far og træner, Piotr Wozniacki, at hun havde problemer med boldene, som turneringen havde eksperimenteret med i år.

– “Jeg kan ikke føle bolden”, sagde hun til mig. Normalt ligger Indian Wells supergodt til Caroline, men det er altså meget vigtigt med det rigtige værktøj, siger Piotr Wozniacki.

Også Rafael Nadal kritiserede de nye bolde, og kaldte ændringerne dramatiske – “som at slå til en sten”, sagde han.

I Miami skal Wozniacki forsøge at leve op til sin semifinaleseedning. Det vil i så fald være en tangering af hendes bedste resultat i turneringen i 2012.

– Vi har taget en en periode, hvor vi har droslet lidt ned, så forhåbentlig er Caroline i god form og har energi til Miami, siger Piotr Wozniacki til Ekstra Bladet.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS