Wozniacki er favorit mod Azarenka
Der er torsdag ved Australian Open lagt op til storkamp, når de to tidligere verdensrangliste-ettere Caroline Wozniacki og Victoria Azarenka mødes i anden runde.
At to så højt profilerede spillere kan mødes så tidligt i Grand Slam-turneringen skyldes, at hviderusseren er useedet, fordi hun i forbindelse med en lang periode med drilske skader er røget ned som nummer 44 på verdensranglisten, hvor danskeren er nummer otte.
»Wozniacki er favorit. Odds er vel 60-40 i hendes favør,« siger danskerens eks-træner Michael Mortensen og tilføjer:
»Men Azarenka så i sin førsterundekamp (6-3, 6-2 over Sloane Stephens, red.) stærk ud. På den baggrund kan man bestemt ikke afvise hendes chancer for at spille sig videre i turneringen. Desuden er hun gået ind til turneringen uden de store forventninger. Det mentale pres på hende er minimalt, og hun kan derfor spille mere frit end Caroline.«
Skal den 24-årige danske tennisspiller vinde kampen, vil Michael Mortensen anbefale, at hun fra kampens start spiller offensivt.
»Hun skal være først på bolden. Det kan ryste Azarenka,« siger Michael Mortensen.
Ganske vist fører Caroline Wozniacki den indbyrdes statistik mod Victoria Azarenka 5-3, men man skal helt tilbage til Pan Pacific Open i Tokyo i 2010 for at finde den seneste reelle sejr:
Da Caroline Wozniaci besejrede Victoria Azarenka i Indian Wells i såvel 2011 som 2013, blev kampene aldrig fuldført, fordi hviderusseren var skadet. Og da de senest mødtes i 2013 i Cincinnati vandt Victoria Azarenka 6-3, 7-6.
—
HEAD TO HEAD: Wozniacki fører 5-3 over Azarenka
2008: Caroline Wozniacki vinder 6-4, 6-4 i tredje runde på hardcourt ved US Open i New York, USA
2009: Victoria Azarenka vinder 6-1, 6-3 i finalen på hardcourt ved WTA-turnering i Memphis, USA
2009: Victoria Azarenka vinder 6-2, 6-2 i ottendedelsfinalen på grus ved WTA-turnering i Rom, Italien
2009: Caroline Wozniacki vinder 1-6, 6-4, 7-5 i det indledende gruppespil på hardcourt ved sæsonfinalen i Doha, Qatar
2010: Caroline Wozniacki vinder 6-2, 6-7, 6-4 i semifinalen på hardcourt ved Pan Pacific i Tokyo, Japan
2011: Caroline Wozniacki fører i kvartfinalen på hardcourt i Indian Wells, USA, 3-0 i første sæt, da hviderusseren opgiver på grund af en skade
2013: Caroline Wozniacki vinder kvartfinalen på hardcourt i Indian Wells, USA, uden kamp, fordi hviderusseren er skadet
2013: Victoria Azarenka vinder 6-3, 7-6 i kvartfinalen på hardcourt i Cincinnati, USA