Wozniacki efter French Open-exit: Hun var bedre end mig

Jelena Ostapenko var for svær at læse, erkender Caroline Wozniacki efter nederlag og exit ved French Open.

Caroline Wozniacki føler, at hun har leveret god tennis ved French Open, hvor kvartfinalen tirsdag blev endestation for danskeren. Foto: Gabriel Bouys/AFP
Offentliggjort Sidst opdateret

Den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki måtte sige farvel til French Open tirsdag efter nederlag til den lettiske teenager Jelena Ostapenko.

26-årige Wozniacki stod ellers på tærsklen til karrierens første semifinale i grand slam-turneringen, efter at hun vandt første sæt 6-4.

Et turbulent kvartfinaleopgør med flere regnvejrsafbrydelser endte dog i stedet med dansk nederlag, da 19-årige Ostapenko vandt 6-2, 6-2 i andet og tredje sæt.

Her var Jelena Ostapenko ofte overlegen med aggressivt spil, som satte danskeren under pres.

Det erkendte Wozniacki også efter nederlaget.

– Hun var bedre end mig. Det må jeg respektere. Hendes slag var svære at læse, så jeg kom aldrig for alvor til at føle mig komfortabel på bane, siger Caroline Wozniacki til BT.

Den 11.-seedede dansker måtte dermed indkassere sit fjerde nederlag til Ostapenko, som hun aldrig har besejret.

– Selvfølgelig er jeg ikke tilfreds, når jeg ikke går hele vejen til finalen, men generelt synes jeg, at jeg ved French Open har spillet noget godt tennis, som jeg kan være stolt over, siger Wozniacki til BT.

Antallet af vinderslag fortalte sin egen historie om opgøret. Her leverede letten hele 38 i opgøret, mens Wozniacki blot blev noteret for seks.

– Når du er på hælene, som jeg var det i anden halvdel af kampen, er de svært at slå vindere. Hun spiller godt mod mig hver gang, siger Wozniacki ifølge Ekstra Bladet.

I stedet for danskeren, så bookede Jelena Ostapenko altså billet til semifinalen, hvor letten møder schweiziske Timea Bacsinszky.

De to spillere kan så nærmest gå hånd i hånd ind på banen og ønske både godt vejr og hinanden et stort tillykke.

Begge spillere fejrer nemlig fødselsdag på kampdagen torsdag, hvor Bacsinszky fylder 28 år, mens Ostapenko forlader tilværelsen som teenager, når hun kan fejre, at hun fylder 20 år.

Powered by Labrador CMS