Woody Allen skal lave sin første tv-serie
Amazon har overtalt den 79-årige instruktør Woody Allen til at lave sin første tv-serie nogensinde.
Han har lavet den ene store film efter den anden. “Annie Hall” (1977), “Manhattan” (1979) og “Midnight In Paris” (2011), hvis man skal nævne en af de nyere . Nu skal instruktøren, skuespilleren og forfatteren Woody Allen lave sin første tv-serie.
Det er Amazon Studios, der har overtalt den 79-årige Allen til at skrive og instruere en tv-serie.
– Jeg ved ikke, hvordan er jeg endt i det her. Jeg har ingen idéer, og jeg aner ikke, hvor jeg skal begynde. Jeg tror, at Roy Price (Amazon Studios direktør red.) kommer til at fortryde det her, siger Woody Allen i en pressemeddelelse.
Roy Price er dog forhåbningsfuld.
– Woody Allen er en visionær innovatør, der har skabt nogle af de bedste film nogensinde. Det er en ære at få lov at arbejde med ham ved skabelse af hans første tv-serie, siger Roy Price.
Serien kommer til at bestå af afsnit, der varer en halv time og vil være tilgængelig på Amazons on-demand tjeneste, der konkurrerer med blandt andre Netflix.
Tjenesterne giver for tiden de traditionelle spillere på tv-markedet kamp til stregen, og Amazons tjeneste, Amazon Instant Video, kunne søndag ved prisuddelingen Golden Globe fejre sine første priser for serien “Transparent”.
Serien vandt priserne “Bedste komedieserie” og Jeffrey Tambor vandt “Bedste skuespiller i en komedieserie” for sin rolle i serien.
I første omgang vil Amazon gøre Woody Allens serie tilgængelig i USA, Storbritannien og Tyskland.
Tidligere har Woody Allen sporadisk gjort sig i tv-branchen, hvor han blandt andet i 2001 skrev og instruerede en tre minutter lang kortfilm, der hedder “Sounds from a Town I Know.” Filmen handlede om New York efter terrorangrebene 11. september 2001.
Derudover kan instruktøren skrive mere end 40 film på CV’et sammen samt 24 Oscar-nomineringer med fire statuetter til følge.
/ritzau/Reuters