Wolfsburg-træner tager Bendtner til nåde
Wolfsburg-træner Dieter Hecking tager nu sin danske angriber Nicklas Bendtner i forsvar efter den seneste tids polemik. Bendtner var helt klart syg, da han søndag meldte afbud til et fan-arrangement, lyder det.
Søndag drog en samlet Wolfsburg-trup ud på en årlig tradition, hvor holdets spillere tager ud til forskellige fanklubber i regionen for at sige tak for støtten, skrive autografer og få taget billeder.
Eneste mand, der ikke var med på turen, var Nicklas Bendtner.
De første meldinger gik på, at danskeren var syg, men så kom rygterne om, at Bendtner var blevet set på en restaurant samme dag i selskab med venner, efter en af Bendtners venner havde lagt et billede ud på nettet fra et middagsselskab, hvor danskeren var med.
Dieter Hecking har taget en snak med Bendtner, og nu er Wolfsburg-træneren, der i øvrigt er tidligere politimand, overbevist om, at Bendtner taler sandt.
»Han forsikrede mig om, at det var et gammelt foto, som en ven havde uploadet. Selvom jeg engang var politimand, stoler jeg på mine spillere. Nicklas var helt klart syg. Han blev målt til at have en betændelsestilstand i kroppen, og vores læge sendte ham,« siger Wolfsburg-træner Dieter Hecking til Bild omkring danskerens afbud i sidste uge.
Bendtner vil nu forsøge at gøre godt igen over for fansene og møde dem selv.
»Jeg var ikke til fan-arrangementet, fordi jeg var syg. Og det er jeg ked af. Men jeg gør det godt igen,« siger Bendtner.
Én ide, som Dieter Hecking bakker op om:
»Skøn ide. Det skal han gøre, når han har mulighed for det.«