Wolfsburg er klar til at sælge Bendtner

Foto: Claus Bech/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Et salg af Nicklas Bendtner rykker stadig nærmere. Wolfsburg har tilsyneladende mistet tålmodigheden med deres danske landsholdsangriber, og nu leder man efter en mulig køber.

Sportsdirektør Klaus Allofs har talt med den tyske avis Bild, og selvom han ikke direkte bliver citeret for, at man helst vil afhænde danskeren her og nu, så fastslår det tyske medie, der normalt er særdeles velorienteret om forholdene i klubben, at det er sådan, det hænger sammen.

»Internt er det besluttet. Kommer der et fornuftigt bud, så skal danskeren af lønningslisten,« fastslår Bild, inden Allofs konstaterer, at han stadig venter på interesserede aftagere.

»I øjeblikket har vi ikke modtaget noget,« siger Wolfsburgs sportsdirektør.

Det er nye toner fra Allofs, som for tre uger siden talte om, at man ville have en dialog med Bendtner om hans fremtid i Wolfsburg, selvom danskeren ikke var tilfreds med den begrænsede spilletid.

»Det kommer til at være en dialog, men den handler ikke nødvendigvis om en afsked. Det er klart, at Nicklas ikke er glad for denne situation. Men han må leve med den.«

»Den sande Nicklas ser man måske først, hvis han får lov til at spille oftere. Det kan han selv skabe forudsætningerne for under træningen,« sagde Allofs dengang.

Siden spillede Wolfsburg pokalfinale, hvor Bendtner ikke var i nærheden af at blive skiftet ind. Og tilsyneladende er dialogen nu endt med, at Allofs har sat Bendtner på salgslisten, så sportsdirektøren bare venter på et acceptabelt på danskeren, som har to år tilbage af sin kontrakt med Wolfsburg, der fik ham transferfrit sidste sommer.

I øjeblikket er Bendtner sammen med landsholdet i Helsingør, hvor man forbereder sig på lørdagens vigtige EM-kvalifikationskamp mod Serbien.

Han startede inde i mandagens testkamp mod Montenegro, men Morten Olsen tog ham ud i pausen, fordi angriberen havde mærket et problem med sin lyske, som var begyndt at genere ham i dagene inden kampen.

Tirsdag holdt han træningsfri, men onsdag var han tilbage på banen. Han var dog kun med til 20 minutters let løb, inden han satte sig ned og slappede af i solen sammen med Christian Eriksen og andre af de spillere, som havde været i aktion mod Montenegro.

Powered by Labrador CMS