Wolfsburg afviser salg af Nicklas Bendtner
Wolfsburg-bossen Klaus Allofs aviser, at Nicklas Bendtner er på vej til Galatasaray – eller nogen anden klub.
Det er Tipsbladet, der citerer Klaus Allofs.
»Jeg har hørt historien om Galatasaray. Hverken jeg eller andre i VfL Wolfsburg har ikke fået noget tilbud fra Galatasaray. Vi er ikke interesserede i at sælge, og hvad vigtigere er, har vi heller ikke bedt om at få tilbud på Nicklas. Som vi så i går i kampen mod Schalke, hvor Nicklas gjorde en god figur som indhopper, spiller han en vigtig rolle for os. Vi vil ikke af med ham, for han er god, og vi har brug for ham,« siger Klaus Allofs til Tipsbladet.
Allofs’ udmelding strider imod BTs oplysninger. BT har set dokumenter, der bekræfter, at den tyrkiske storklub, der skal spille Champions League i den kommende sæson, har rettet henvendelse til Wolfsburg for at få fingrene i danskeren.
Ikke desto mindre tyder det i hvert fald på, at Wolfsburg ikke er interesserede i at afgive Nicklas Bendtner inden, at transfervinduet lukker sent mandag aften.
»Nicklas er inde i sin bedste periode i klubben. Han bliver bedre og bedre, og han er tæt på start-elleveren. Vi står foran en sæson med mange kampe, hvor han kommer til at spille en endnu vigtigere rolle for os end hidtil. Jeg er meget optimistisk omkring Nicklas’ fremtidige succes i VfL Wolfsburg,« siger Klaus Allofs.
Nicklas Bendtner har fået en forrygende start på sæsonen i Wolfsburg. Godt nok indtager han en reserverolle, men han har scoret tre mål som indskifter allerede.
BT har uden held forsøgt at få en kommentar fra Klaus Allofs.