William og Kate lancerer en helt særlig pris
Den "mest prestigefulde miljøpris i historien" er blevet offentliggjort af prins William og hertuginde Kate.
Den britiske prins William og hertuginde Kate har tirsdag på nytårsaftensdag annonceret en ny global miljøpris.
Den skal gå til personer eller organisationer, der finder på løsninger til at tackle klodens største miljømæssige udfordringer.
Artiklen fortsætter under videoen
Prisen, der får navnet “The Earthshot Prize”, skal gå til fem modtagere hvert år det næste årti. Ved offentliggørelsen af prisen beskrives den som den “mest prestigefulde miljøpris i historien”.
– Jorden befinder sig på et kritisk punkt, og vi står over for et vigtig valg.
– Enten fortsætter vi på samme måde og gør uoprettelig skade på vores planet. Ellers husker vi vores unikke magt som mennesker og vores fortsatte evne til at lede, innovere og løse problemer, siger prins William i en udtalelse.
En stor opgave
Den royale familie i Storbritannien har i flere år været fortaler for at gøre noget ved klodens tilstand. Prins Williams far, prins Charles, har blandt andet i årtier talt om klimaforandringernes effekt.
– Husk på de imponerende civilisationer, vi har opbygget, på den livreddende teknologi, vi har skabt, og på, at vi har sendt en mand til Månen.
– Folk kan opnå store ting. De næste ti år står vi over for en af vores største opgaver: Et årti til at reparere Jordan, lyder det fra prins William.
William og Kate lancerer initiativet efter over et års konsultationer med over 60 organisationer og eksperter.
Det storstilede initiativ skal være med til at skabe ny teknologi, politik og løsninger på problemer vedrørende klimaet, energi, natur og biodiversitet, havene, luftforurening samt rent drikkevand.
Håbet er at samle mindst 50 bud på at løse nogle af klodens størst udfordringer. Det skriver nyhedsbureauet AFP.