WHO: Den myggebårne zikavirus er en global trussel
Eksperter er enige om sandsynlig sammenhæng mellem zikasmitte og hjernedefekt hos nyfødte, siger WHO-chefen.
WHO erklærer zikavirus for en global trussel, skriver Verdenssundhedsorganisationen på Twitter.
– Zikavirus og microcphali er en trussel på internationalt niveau, siger generalsekretæren for FN-organisationen, Margaret Chan, ifølge WHO på Twitter
– Derfor er der brug for en koordineret, international reaktion i forhold til at forstærke kontrollen med myg, udvikle diagnostiske test og udvikle vacciner, skriver hun yderligere i forbindelse med et pressemøde mandag aften i Genève.
Eksperter er enige om, at sammenhængen mellem smitte med zikavirus og hjernedefekt hos nyfødte er meget sandsynlig. Sammenhængen er imidlertid endnu ikke videnskabeligt bevist, siger WHO.
Zikavirus overføres med myggearten aedes. Virus mistænkes for at kunne give underudviklet kranie og hoved, såkaldt microcephali, og andre skader på centralnervesystemet hos nyfødte.
Virusset blev første gang opdaget i Afrika for over 50 år siden. Senest har det spredt sig til Sydamerika og Latinamerika, specielt Brasilien. I takt med udbredelsen opstod også mistanken om, det kan give microcephali hos spædbørn.
I Danmark fraråder Statens Serum Institut ikke rejser til Sydamerika, da virusset ikke er farlig for andre end gravide. Instituttet råder dog gravide til at overveje at udskyde rejser til området, der ikke er nødvendige.
/ritzau/