WHO advarer mod nyt virusudbrud
Verdenssundhedsorganisationen WHO advarer nu mod et nyt virusudbrud i en rapport.
Selv om det meste af verdenen formentlig mestendels fokuserer på coronavirus, er verdenssundhedsorganisationen WHO ude med endnu en advarsel om et virusudbrud.
I en ny rapport oplyser organisationen om faren ved udbruddet af gul feber. Det skriver BT.
Frygter nyt virusudbrud
Udbruddet af gul feber blev opdaget i Uganda i starten af 2020. Siden har den alvorlige virus dog spredt sig til Sydsudan, der grænser op til Uganda.
I Sydsudan er der på nuværende konstateret to tilfælde af gul feber, men WHO forventer, at det spreder sig som en epidemi i hele landet, fordi befolkningen ikke er immune over for sygdommen.
Lider man af en mild form for gul feber, vil man opleve feber, hovedpine og kvalme. Anderledes er det, hvis man rammes af en alvorlig omgang, da det kan forårsage alvorlige skader på lever, nyre og hjerte, mens de syge også får gulsot.
Ramte Brasilien
Det er faktisk ikke lang tid siden, at der sidst var alvorlige problemer med gul feber. I 2017 vendte den frygtelige sygdom tilbage, da den var med til at slå hundredevis af mennesker ihjel under et udbrud i Brasilien. Under det udbrud var målet at få befolkningen i Brasilien vaccineret for gul feber.
Der er omkring 200.000 tilfælde af gul feber på verdensplan om året. Sygdommen rammer som oftest Afrika eller Sydamerika.
De fleste, der bliver ramt af sygdommen, bliver raske, men omkring 15 procent af de syge får – efter en kort bedring – et tilbagefald og udvikler gulsot som tegn på leverbetændelse. Betændelsen giver hud og øjne et gulligt skær, hvilket har ført til navnet gul feber.