Wenger efter Mourinho-skub: Han stod i vejen
Ingen var inden søndagens kamp mellem Chelsea og Arsenal i tvivl om, at forholdet mellem Arsenal-manager Arséne Wenger og Chelseas manager, José Mourinho, ikke just var venskabeligt.
Det blev da også bekræftet under søndagens kamp, da Arséne Wenger umiddelbart efter, at Gary Cahill havde savet Alexis Sanchez midt over, straks gik hen mod Mourinhos tekniske felt.
Her skubbede den rasende franskmand til den portugisiske træner, der blev nødt til at gribe fat i Wengers slips for at holde sig oprejst.
Men ifølge Arsene Wenger selv bevægede han sig kun uden for sit tekniske felt, fordi han ville se, hvordan Alexis Sanchez havde det.
– Jeg ville bare se, hvordan Sanchez havde det, og så var der en, der stod i vejen. Jeg var ikke i hans (Mourinhos) tekniske felt, og hvis du ser kampen igen, vil du også se, hvor mange gange han kom ind på vores tekniske område, og hvor mange gange han gik ind på banen, sagde Wenger efter kampen.
Mourinho havde dog en anden opfattelse, da Sky Sports talte med ham efter kampen.
– Det tekniske felt er meget klart – jeg har mit, og han har sit, og han kan ikke komme ind på mit – specielt ikke for at påvirke dommeren til at give et rødt kort til min spiller. Så jeg sagde bare til ham, at han skulle være sød at forlade mit tekniske område og ikke komme tilbage, lød det fra Mourinho.