Wammen og Stoltenberg diskuterede Rusland
Mandag er NATOs generalsekretær, norske Jens Stoltenberg, på besøg i Danmark. Han begyndte dagen sammen med forsvarsminister Nicolai Wammen (S), hvor Rusland var øverst på dagsordenen.
Og den danske forsvarsminister er fuld af ros til den forholdsvis nye generalsekretær, der tog over efter Anders Fogh Rasmussen i efteråret sidste år.
»Vi havde et rigtig godt og konstruktivt møde, hvor forholdet til Rusland naturligvis var øverst på dagsordenen. Den komplekse sikkerhedspolitiske situation tester NATO-alliancen, men NATO-landenes modsvar har været klart: endnu mere sammenhold bakket op af konkrete handlinger. Jeg har på mødet rost Jens Stoltenberg for, at han er meget opmærksom på dette,« siger forsvarsminister Nicolai Wammen i en skriftlig kommentar.
Og der er ingen tvivl om, at Danmark tager ansvar og gør en forskel for forsvarsalliancen, siger han.
»Selvom Danmark er et lille land, har vi vist, at vi kan gøre en stor forskel. Og der er ingen i tvivl om, at Danmark løfter sin del af byrden. Lige nu bidrager vi aktivt til NATOs genforsikringstiltag i forhold til vores østeuropæiske allierede samtidig med at vi fortsat spiller en markant rolle i NATOs indsats i Afghanistan,« lyder det fra den danske forsvarsminister.
Jens Stoltenberg mødes også med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S). De to holder et fælles pressemøde mandag eftermiddag.
BNB