Wammen besøger danske soldater i Irak
I ly af natten og om bord på et Hercules-transportfly med slukkede transpondere landede forsvarsminister Nicolai Wammen (S) natten til torsdag på Al Asad Air Base i Irak.
Her skulle han besøge de danske soldater, der er sendt til Irak for at træne de irakiske sikkerhedsstyrker i kampen mod terrororganisationen Islamisk Stat (IS), oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.
Det er første gang, der er officielt dansk besøg på basen, siden soldaterne blev sendt til Irak.
»Jeg er meget glad for at komme ned og besøge vores soldater på Al Asad Air Base og høre om deres erfaringer med det træningsbidrag, vi fra dansk side har udsendt. De danske soldater udfører en vigtig opgave under vanskelige vilkår, og vi kan være meget stolte af dem,« siger Nicolai Wammen om sit besøg.
Århus Stiftstidende havde en journalist med på basen, da forsvarsministeren aflagde sit visit, som blot varede tre en halv time. Ifølge avisen er Wammens besøg blevet udskudt flere gange, da sikkerheden skulle være helt i orden, men natten til torsdag kunne det så endelig lade sig gøre. Klokken 01.35 lettede forsvarsministerens fly igen fra basen.
»Det er vigtigt for mig at komme ud i missionsområderne og høre fra soldaterne selv, hvordan de oplever situationen på basen. Soldaterne er udsendt på en vigtig mission, hvor de skal træne de irakiske sikkerhedsstyrker, så de selv kan tage kampen op mod terrororganisationen ISIL (et andet navn for IS, red.),« siger Wammen.
I oktober sidste år besluttede Folketinget at sende syv danske F-16-fly til Irak for at bistå den amerikanskledede koalition i kampen mod IS. Lige nu er 90 mand desuden udsendt, oplyser Forsvaret. Siden den første mission 16. oktober 2014 har de danske fly været på vingerne i alt 328 gange og smidt 271 bomber.
Og også F-16-flyenes indsats får rosende ord med på vejen fra Nicolai Wammen.
»Vores kampfly-bidrag yder en stor indsats i kampen mod ISIL, men der er brug for kamptropper på jorden, og derfor er det meget vigtigt, at vi får trænet de irakiske sikkerhedsstyrker, så de selv kan kæmpe kampen mod ISIL på landjorden,« siger han.
Forsvarsministeren betoner desuden, at det danske bidrag reelt gør en forskel i kampen mod IS.
»Samlet set står det klart, at den indsats, der gøres fra koalitionen og de irakiske sikkerhedsstyrker, har medført, at ISIL flere steder er blevet tvunget tilbage i forsvarspositioner, men vi skal fortsætte med at bekæmpe ISILs terror dag og nat, så terroristerne aldrig får lov at rodfæste sig,« siger Nicolai Wammen.