Walmart-ansatte mere i løn efter lang tids kritik
Verdens største butikskæde, Walmart, vil sætte lønnen op for en halv million amerikanske ansatte.
Den amerikanske detailhandelsgigant Walmart, som længe har været under hård kritik for sine lave lønninger, meddelte torsdag, at selskabet nu bruger over en milliard dollar på at sætte lønnen op for 500.000 ansatte.
Lønstigningen vil komme omkring 40 procent af selskabets amerikanske ansatte til gode, først og fremmest de lavestlønnede.
Fra april vil fuldtids- og deltidsansatte timelønnede få mindst ni dollar (cirka 59 kroner) i timen, hvilket er 1,75 dollar over den nuværende amerikanske mindsteløn på 7,25 dollar (47 kroner).
Nuværende ansatte vil stige til mindst 10 dollar (cirka 65 kroner) i timen fra april.
Det er imidlertid ikke nok, mener fagforeninger, som har opfordret Walmart til at betale sine ansatte mindst 15 dollar (98 kroner) i timen.
På verdensplan har Walmart over to millioner ansatte. Omkring 1,3 millioner er ansat i USA.
Aktivister har gennem flere år ført kampagne mod Walmart for at få kæden til at betale sine ansatte en højere løn.
Beslutningen om at lade de lavestlønnede stige i løn følges desuden af et tilbud om efteruddannelse til de ansatte. Det betyder blandt andet, at de kan få hjælp til at tage, hvad der svarer til en studentereksamen gratis og få tilbud om at læse videre til reduceret pris.
/ritzau/Reuters